
Sol og sang i Nellemanns Have
…
26. maj 2014 - kl. 13:17 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Tidlig lørdag morgen var der igen aktivitet i den gamle Nellemanns Have i Sæby. De sidste detaljer til den 6. forårsfest var i gang, og præcis kl. 10 blev der budt velkommen af formanden for Nellemanns Haves Venner Birthe Andersen, hvorefter borgmester Birgit Hansen holdt åbningstale om en have, som hun personlig sætter pris på stadig er i kommunen.
Dagens program var fyldt med opvisning, underholdning og musik. Sæby Judoklub startede dagens program med en flot opvisning, hvorefter haven var fyldt med harmonikamusik, og folkedansere lyste op i haven med deres flotte dragter. DCH Dronninglund lavede en meget flot agility opvisning med deres hunde.
Syngepigerne fra Tårs skabte stemning med sang og underholdning. Nana og Rasmus Mose underholdt med dejlige nordiske sange, og dagen var fyldt med rigtig mange gæster, som nød det gode vejr og handlede i de mange boder.
Arrangørerne var meget tilfredse med dagen og ikke mindst det gode vejr, og glædede sig over at så mange fandt vej til den dejlige have.
En tak fra Nellemanns Haves Venner til alle de lokale sponsorer, som har støttet op om dagen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sol og sang i Nellemanns Have
...' til en bekendt