
Fælleskoncert på Hørby Efterskole…
26. maj 2014 - kl. 8:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Onsdag den 21. maj havde Hørby Efterskole besøg af Dronninglund Efterskole til et stort, fælles koncertarrangement. Begge efterskoler tilbyder musik som en del af deres linjefag, og har derfor mange elever, der kan noget særligt på dette felt. Mange elever kan spille forskellige instrumenter, synge og selv komponere musik.
Bands fra både Hørby Efterskole og Dronninglund Efterskole deltog i arrangementet og de elever, der ikke var på scenen var mødt op for at overvære koncerterne, så der var en festlig stemning både på scenen og blandt publikum.
– Det var en rigtig fed aften, fortæller Linea Laura Jensen, der går i 9. klasse på Hørby Efterskole. – Musikken var virkelig god. Der var også mange, der dansede, og det var med til at skabe en rigtig god stemning. Og så var det dejligt at lære nogle nye, søde mennesker at kende, siger Linea.
Begge efterskoler har til daglig over 100 elever, og selvom det er mange, så kender man ved skoleårets slutning hinanden godt og har fået skabt et godt fællesskab.
Mark Lundtoft Christiansen er musiklærer på Hørby Efterskole og er en af drivkræfterne bag arrangementet:
– Det er altid spændende at få besøg af en anden efterskole, for så kan man få et nyt perspektiv på sine egne måder at gøre tingene på. Samtidig får eleverne lejlighed til at vise hvad de kan og konkurrere lidt på det musikalske, fortæller Mark.
Musikaftenen fandt sted midt i en eksamenstid og giver dermed også eleverne et afbræk i en travl tid.
– Vi har været stressede hele ugen, fordi de mundtlige eksaminer nærmer sig og vi er midt i de sidste forberedelser. I starten var jeg lidt stresset over at skulle bruge en hel aften til koncert, men da vi først var der, var det faktisk skønt at få slappet af og tænkt på noget andet, fortæller Linea, der vil anbefale, at man laver flere af den slags arrangementer næste år.
Til koncerten blev der spillet musik af Maroon 5 og Dizzi Mizz Lizzy, men også selvkomponerede numre blev fremført. Koncerten var samtidig en slags generalprøve for Hørby Efterskoles musikelever, som på tirsdag den 27. maj optræder som hovednavn til skolens årlige gallafest.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fælleskoncert på Hørby Efterskole...' til en bekendt