
Besparelser på det kommunale lys
12. maj 2014 - kl. 11:42 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Som det nok er alle bekendt, fattes Frederikshavn Kommune penge. Hver en sten skal vendes; det gælder nu også den kommunale belysning langs vejene.
Teknisk udvalg skal på mødet den 12. maj drøfte, hvad der er mest formålstjenligt at gøre i besparelsens navn.
Belysningen langs vejene blev for 6-8 år siden solgt til Frederikshavn Forsyning A/S, således at kommunen efterfølgende via driftsmidler skulle betale for levering af lys på vejene, og via anlægsmidler skulle kommunen betale for renovering af vejbelysningsanlæggene. Driftsbudgettet for levering af lys på vejene er på ca. 14.8 mio. kr., og anlægsbudgettet for renovering af vejbelysningsanlæg er på godt 2,4 mio. kr. for 2014.
Udvalget skal drøfte muligheden for mindre lys på vejene om natten. Det foreslås, at den allerede eksisterende natsænkning af belysningen udvides et par timer i den årle morgenstund ved at slukke hver anden lampe i tidsrummet fra midnat til ca. kl. 6. Det foreslås endvidere, at hver anden lampe holdes helt slukket i sommerhalvåret fra den 1. maj til og med den 31. august. Der vil iflg. Forsyningen kunne opnås en driftsbesparelse pr. år på ca. 450.000 kr.
Frederikshavn Forsyning A/S foreslår samtidig, at tændetiderne for vejbelysningen rykkes, så samtlige vejbelysningsanlæg tændes ca. 15 min. senere og slukkes ca. 15 min tidligere. Her kan opnås en besparelse på ca. 400.000 kr. årligt.
Ved at gennemførelse disse forslag, forventes vedligeholdelsen også at udløse en årlig besparelse på op mod 300.000 kr. årligt., og i tilgift kan nyanlæg udskydes.
Direktøren med ansvar for Park & Vej indstiller, at de forståede besparelsesforslag sættes i værk snarest muligt. Besparelserne indgår i Teknisk Udvalgs samlede besparelser, som behandles på udvalgets møde i juni.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Besparelser på det kommunale lys' til en bekendt