
Sådan undgår du klip i kørekortet
20. juli 2012 - kl. 9:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lad være med at køre for stærkt. Så enkelt kan det siges, hvis du vil minimere risikoen for at få klip i kørekortet.
For høj fart alene står for næsten 80 procent af alle de klip, der blev uddelt i årets første tre måneder. Det viser de nyeste tal fra Rigspolitiet.
Og vil du være helt sikker, så lader du også være med at køre over for rødt, lave farlige overhalinger, og husker at spænde dine børn fast i bilen. Sammen med fart tegner de tre forhold sig nemlig for over 93 procent af alle kvartalets 17.737 klip.
Fart klipper – og dræber
Og især fart spiller en rolle i ulykker, som ender fatalt.
”Når vi ser, at det går rigtig galt, så spiller farten næsten altid en hovedrolle. Det er derfor, vi sætter et særligt fokus på fartkontroller”, siger chefen for Rigspolitiets nationale færdselsenhed, Allan Nyring.
ATK (Automatisk Trafik Kontrol) målte halvdelen af sigtelserne for fartklip, der blev givet til fartsynderne.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sådan undgår du klip i kørekortet' til en bekendt