
Endnu to hjertestartere på plads i Sæby
18. juni 2011 - kl. 19:47 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Skulle man komme i den ulykkelige situation at få hjertestop i Sæby, er hjælpen nær.
Sidst er der denne lørdag formiddag opsat endnu en hjertestarter, denne gang på Sæby Torv i hjørnet ved Nordjyske Banks døgnboks.
Det er på initiativ fra Sct. Georgsgilderne at hjertestarteren er kommet op og i samarbejde med bl.a. Nordjyske Bank og Sæby Handelstandsforening.
Mange er måske i tvivl om, hvordan man betjener sådan et apparat, men det blev der også rådet bod på, da en underviser fra beredskabet gav et grundkursus i byens nye livsreddende foranstaltning. Fra scenen på Torvet kunne tilskuerne høre, at alle kan betjene en hjertestarter, da den fortæller, alt hvad man skal foretage sig, så intet kan gå galt – tværdigmod. Mange har måske den opfattelse, at de kunne skade mere end gavne, men det er bestemt ikke tilfældet, da apparatet ikke vil støde, hvis der ikke er tale om hjertestop.
Flere af byens forretningsdrivende og deres personale har dog på et tidligere tidspunkt sagt ja tak til et kursus i brugen af hjertestarteren og ligeledes en opfriskning af de mest basale ting omkring førstehjælp, såsom hjertemassage og indblæsning i forbindelse med hjertestop.
Så når apparatet nu er hængt op, kan rigtig mange betjene den sikkert og hurtigt, hvilket giver tryghed til byens borgere og de mange turister, der gæster Sæby hvert år.
Sidst men ikke mindst er der i den forgangende uge ligeledes opsat en hjertestarter ved is kiosken på Sæby Havn, således at de mange der færdes der, incl. de mange sejlere kan føle sig trygge, fortæller indehaveren af iskiosken Erik Schak til SaebyAvis.dk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Endnu to hjertestartere på plads i Sæby ' til en bekendt