Skriver limericks under Tour de France
4. juni 2026 - kl. 10:57 - af Jeanette Wildenhoft
Den 4. juli starter dette års Tour de France. Det bliver cykelløb nr. 113 af ”touren”. Startsted i år bliver Barcelona, og de to første af de i alt 21 etaper køres i den spanske egn Catalonien.
Når rytterne den 26. juli slutter på den verdenskendte 1,9 km lange Avenue des Champs-Élysées, som strækker sig fra Triumfbuen i vest (Place Charles de Gaulle) til Place de la Concorde i øst, har de tilbagelagt en samlet strækning på 3.333 km.
Vi har i tidligere artikel beskrevet, hvorledes Café Mathilde i Sæby er prydet med ikoniske genstande, der i høj grad relaterer til Tour de France. For nylig optog det franske TV5 Monde sekvenser på caféen til et program, som ventes sendt i TV i november.
Endvidere vil Per Nordigarden følge Tour de France tæt. I løbsperioden vil han dagligt skrive limericks, som er små digte om løbet. Dem hænger han op ved indgangen til Café Mathilde og hos en lokal cykelhandler i Sæby.
Per Nordigarden er født i Tårs og var en årrække bosat i Norge. Nu har han sommerhus i Sæby, som han flittigt besøger.
Desuden har han skrevet en bog med titlen ”Nordigarden på Tour”. Den rummer limericks på dansk og norsk om Tours de France fra årene 2004 til 2023. Den sælges bl.a. fra Café Mathilde for 199 kr. Lyngs Bogtrykkeri i Sæby har stået for tryk og indbinding af bogen, som er på 170 sider.
Tekst og fotos: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skriver limericks under Tour de France' til en bekendt