Rødspætte Cup er Danmarks største internationale håndboldturnering, hvor mange lande er repræsenteret. Cup’en afholdes altid fra fredag til søndag i påskedagene.

Men allerede om torsdagen forud for Rødspætte Cups start er der gang i ‘Mini Rødspætte Cup,’ som er for U5 hold og op til U10/11. 

I Sæby Spektrum og Danhostel har de godt gang i centeret året rundt. Men Rødspætte Cup markerer hvert år startskuddet for sæsonen. 

Fest og farver i hele byen
Sæby Spektrum har under Rødspætte Cup kampe i begge deres haller, men også I Nordjyllandshallen ved Skjold er der kampe fra kl. 8.00 til kl. 22.00. 

“Og der er liv og glade dage hele dagen lang”, udtaler Mette Marie Larsen fra Sæby Spektrum og Danhostel og fortsætter: 

“Unge mennesker med soundboxe, forventninger, glæde og sammenhold er ord, der alle kendetegner Rødspætte Cup.  
Nogle hold gør sig ekstra bemærkede og kommer i udklædning, mens andre har heppekor med stortrommer og klokker. Med andre ord: der en fest i hallerne”.  

Sæby – en populær by 
I Sæby Spektrum og Danhostel er det ikke kun håndbold og spillet, der fylder i huset. 
Med hele 37 værelser er der plads til 180 sovende gæster, og hvert år gøre hostellet et stort arbejde for at finde soveplads til alle. 
Mette Marie Larsen fortæller, at de har hold og forældre, der er kommet til cup’en gennem mange år, og de fortæller enstemmigt at de elsker Sæby. 
De tilbagevendende hold og forældre er, ifølge Mette Marie, alle med til at gøre Sæby Spektrum til et samlingspunkt for sporten.

Liv i gadebilledet
Café Sol, som er husets egen café, hjælper med at servicere de overnattende gæster. Men mange af holdene gæster også caféen i løbet af dagen og handler mad, ‘snolder’ og kolde drikkevarer. 
På trods af at der er bespisning i Arena Nord vælger mange hold, forældre og tilskuere at benytte de tilbud, der er i lokalområdet og støtter det lokale handelsliv. Både detailbutikker, restauranter og dagligvarebutikker bliver besøgt, ligesom byens seværdigheder og den skønne natur i og omkring Sæby er populære hos de overnattende gæster.  

Travlhed – men plads til hygge
For de ansatte i Sæby Spektrum og Danhostel giver Rødspætte Cup anledning til at snakke med de mange hold og klubber om eventuelle træningslejre i centeret. 
Derudover snakker klubberne internt sammen hvilket gør, at flere og flere benytter Sæby Spektrum og Danhostel til både håndboldlejre og andre sportsgrene. 

Fantastisk team
Mette Marie Larsen understreger at de i Sæby Spektrum og Danhostel har et fantastiskt medarbejderteam, der stimler sammen under cup’en. 
Selvom der er travlt, hygger de ansatte sig omkring opgaverne og tager sig tid til at snakke med de mange besøgende.
Alt i alt er Rødspætte Cup altid en start på en god kommende sæson hos Sæby Spektrum og Danhostel og et glædeligt gensyn med mange samarbejdspartnere og venner af huset.