Flot Sølv til Willas Mogensbæk i DM 10 kamp

Flot Sølv til Willas Mogensbæk i DM 10 kamp

27. maj 2025 - kl. 9:59 - af

Med stangspringsstængerne spændt godt fast på tagbøjlerne, kørte Sæby Atletiks Willas Mogensbæk (16) og træner Gunnar Møller mod Greve atletikstadion fredag eftermiddag. Foran dem ventede to dages spændende atletikmatch.

Willas havde forud for turen tabt til to SPARTA atleter i Inde-DM i Randers over fem øvelser på èn dag – dog meget snævert vel at mærke.

Nu blev det en gyser over to gange seks timer – og hele følelsesapparatet var i spil.

“Vi satsede på 6100 point og direkte udtagelse til Nordisk Mesterskab”, udtaler Gunnar Møller.

Første øvelse var 100m sprint. Willas var klar med nye pigsko og satsede på PR i øvelsen.

PR´en kom i hus, selvom snørebåndet havde løsnet sig efter 60 m., hvilket var meget uheldigt. Dyrebare tiendedele sekunder gik tabt, men Willas landede dog på 11.87s og 677 point.
Derefter ventede længdespring 6,12m hvilket gik okay – selvom Gunnar Møller og Willas Mogensbæk havde håbet på lidt mere.

Så blev det kuglestød med en flot PR på 12,82m: Et flot resultat og smilet var igen fremme.
Derefter ventede højdespring og ny PR på hele 1,89m, hvilket var en virkelig flot præstation i det dårlige vejr. Willas vandt øvelsen og 787 point.

Sidste øvelse lørdag var 400m på 54,53s. Dette var et flot løb på yderste bane 8.

Både træner og atlet var glade og trætte efter dag et.

Søndag bød desværre på regn hele dagen.

Første øvelse denne dag var 110m hækkeløb, hvilket er Willas´ favorit øvelse.
Han vandt hækkeløbet i modvind og fik 807 point. Humøret var, vejret til trods, i top under paraplyerne.

Næste øvelse var diskoskast med et resultat på 33,32 m og 530 point, hvilket var okay, selvom Gunnar og Willas havde håbet på lidt mere.
Så kom stangspring og det stod ned i stænger lige inden start. Willas havde to stænger med, og træner og atlet satsede og tog den stive og næsten uprøvede stang.
Der blev lagt ud med Willas´ PR på 3,00m. Willas kom over 3,10m, igen med meget stor margen.

Træner og tilskuere havde kuldegysninger hver gang Willas sprang, og der var vild spænding indtil han klarede 3,70m, og så var det slut.
Alle klappede – også modstandere og trænere.
Willas kom op på en samlet 2. plads og det så ud til, at de 6100 point måske kom i hus, som Gunnar Møller havde håbet på.

Næste øvelse var spydkast på 42,79m. Her vandt Willas også over de to atleter fra SPARTA.
Johan Kokkedal fra SPARTA lå nr. 1., Willas nr. 2 og Oliver Mikkelsen SPARTA nr. 3.

Sidste øvelse var 1500m løbet. Desværre flaskede løbet sig ikke for Willas og slutresultatet blev 6022 point og sølv. Et resultat, som Gunnar og Willas var meget stolte af, på trods af at de magiske 6100 point ikke blev nået.

Gunnar Møller udtaler om weekendens resultat og Willas´præstation:

“Han (Willas) fortjener en udtagelse, så mon ikke den kommer. Dette var en fantastisk velgennemført mangekamp, vi aldrig vil glemme”.

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Flot Sølv til Willas Mogensbæk i DM 10 kamp' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger