Sæby – den historiefyldte perle

Sæby – den historiefyldte perle

26. juli 2024 - kl. 7:54 - af

Sæby var for hundred år siden kendt som et rekreativt og inspirerende mekka for forfattere – på samme måde som Skagen var for malerne. Især området omkring Clasens Hotel og tilhørende have i Algade, tiltrak i årene mellem 1891 og 1920 en lang række forfattere, som alle fandt inspiration i den smukke og idylliske natur.

Hvor Skagen er kendt for de verdenskendte malere, der fandt deres inspiration i byen, har Sæby ikke opnået samme status som kunstby. Byen har ganske enkelt ikke fået den anerkendelse, den fortjener for det aftryk, den har sat på litteraturens verden.

Det var i perioden den impressionistiske skrivestil, der herskede blandt forfatterne og det var vigtigt ikke at udpensle, hvorfra han/hun havde fundet sin inspiration.

Plads til ro og fordybelse

Den dag i dag er Sæby stadig genstand for inspiration for forfattere, kunsthåndværkere og malere. Dette ses især i byens ”kunstnergade” Algade, som huser en lang række butikker med kunsthåndværk – herunder keramik, glaskunst, rav osv.

Byens historie fornægter sig ikke og Sæby, som kunstnerne flokkedes til for hundrede år siden, findes stadig den dag i dag. På mange måder kan man endda sige, at tiden har stået stille – eller i hvert fald gået langsomt – de sidste mange år i den lille købstad.

Roen og følelse af at tempoet er langsommere, er noget, som kun Sæby kan. De mange gamle bygninger og omkransende natur gør Sæby til en populær perle, som på fineste vis kombinerer historiens vingesus med storslået natur.

Stadig populært feriemål

Selvom Sæby havde sin storhedstid blandt forfatterne i 1800- og 1900-tallet, har byen formået fortsat at tiltrække besøgende. Hver sommer flokkedes turister fra nær og fjern til den hyggelige by ved havet og skaber en hel unik stemning og liv i byen – en sommerstemning, som vi kun kan gætte på, at byen også summede af for hundrede år siden, og som forhåbentlig også eksisterer i byen hundrede år frem.

Én ting er i hvert fald sikkert; Sæby er en by, som udover at gemme på en lang historie, også har formået at bevare sin popularitet – både blandt byens borgere og besøgende i en tid, hvor netop ro, fordybelse og afstresning er mere efterspurgt end nogensinde før.

Sæby er stolt af sin historie og netop historie er en stor del af Sæbys identitet og inkorporeres og formidles via de arrangementer og seværdigheder, som findes i byen.

Seværdigheder for alle aldre

Uanset om man er til natur, kultur eller historie, er der rig mulighed for at finde seværdigheder i Sæby, som fanger ens interesse. Udover byens smukke havn, strand, bymidte og skov, gemmer der sig en lang række seværdigheder rundt om i byen, som er et besøg værd og som hver især fortæller en historie om den gamle købstad:

Sæbygaard: Den smukke herregård beliggende i udkanten af byen, hørte frem til reformationen i 1536 under bispesædet på Børglum. I 1560 blev den overdraget til admiral Otte Rud og fru Pernille Oxe. Efter Ottos død byggede Pernille Oxe et større renæssance-anlæg, hvoraf hovedbygningen stadig står tilbage den dag i dag. Siden 1723 har herregården været i familien Arenfeldts besiddelse, indtil det i 1988 blev omdannet til en fond under Sæby Museum. Herregården har rundvisninger samt højtidsbestemte aktiviteter.

Sæby Kirke: Sæby har en lang historie med karmeliterordenen, som prægede byen i middelalderen. Karmeliterordenen oprettede i 1460’erne et kloster, som i dag er Sæby Kirke. Kirken har smukke kalkmalerier, som gør kirken til noget helt specielt.

Sæby Museum: Det gamle bindingsværkhus Konsul Ørums Gård huser Sæby Museum, hvor besøgende kan opleve udstillinger med artefakter, som illustrerer hvordan Sæby har set ud igennem tiden, hvordan det var at være barn i byen i ”gamle dage”, hvordan besøgende har overnattet på byens pensionater og meget mere.

Sæby Vandmølle: Sæby Vandmølle er beliggende ved Sæby Å tæt på byen og har en lang og spændende fortid. I 1600-tallet tilhørte møllen kongen, men i 1930 blev mølledriften indstillet. Den dag i dag er boligen omdannet til ferielejligheder og er en populær seværdighed.

Skovlyst: Den gamle skovpallion fra 1885 er placeret i lysningen i Sæby Skov. Bygningen var oprindeligt et populært forlystelsessted og har dannet rammen om en masse sommerfester. I 1980 overtager Sæbyscenen det gamle bindingsværkshus og de holder den dag i dag stadig til i bygningen. Der holdes ligeledes stadig fester i bygningen da dele af den udlejes til private selskaber.

Jernkilden: I 1887 blev Jernkilden opført og blev hurtigt et landskendt og yderst populært tilløbsstykke. Det jernholdige vand skulle efter sigende kurere jernmangel og syge valfartede til kilden for at blive kureret. Efter en årerække uden vedligeholdelse undergik den overdækkede kilde en større renovering og er den dag i dag igen en populær attraktion.

Nellemanns Have: Den store og smukke paradisæblehave blev grundlagt i 1925 af Nic. Nellemann og holdes i dag af frivillige, som har omdannet haven til en æstetisk perle. I haven er en flot ny legeplads og medbragt mad kan nydes i havens madpakkehuse. Nyder man natur, ro og blomster, er Nellemanns Have uden tvivl et besøg værd. Haven ligger i kort gåafstand fra stranden, skoven og Jernkilden.

Minibyen Sæby: Lokale pensionister har bygget små huse fra den gamle del af Sæby i størrelsesforhold 1:10 og skabt en regulær miniby. Som besøgende kan man besøge det arbejdende værksted og nyde madpakke på overdækket terrasse.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sæby – den historiefyldte perle' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger