
Arkivfoto
Mulighed for statslige energiparker i kommunen
9. juni 2024 - kl. 9:35 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Folketinget har den 7. maj 2024 førstebehandlet et lovforslag om statslig udpegede energiparker. Lovforslaget muliggør bl.a. gunstige vilkår for vedvarende energianlæg i statsligt udpegede energiparker og evt. tilknyttede Power-to-X-anlæg (PtX-anlæg) og virksomheder.
Derudover indeholder lovforslaget muligheden for, at kommuner anmoder staten om at overtage myndighedsbehandling af energiparkerne.
I denne sammenhæng er en energipark solcelleanlæg og landvindmøller med evt. tilkobling til PtX-anlæg, der består af et eller flere arealer i samme område. Energiparkerne foreslås i lovforslaget tildelt særlige vilkår – herunder, at der i tilknytning kan etableres produktionsvirksomheder, som kan indgå i synergier med energiparken.
Staten har afholdt 2 runder, hvor der kunne indsendes forslag til statens udpegning af nye energiparker rundt i landets kommuner.
Ingen i Frederikshavn Kommune
Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Energistyrelsen og Miljøstyrelsen har identificeret 32 potentielle arealer, som der arbejdes videre med. Ingen af de 32 arealer ligger i Frederikshavn Kommune.
Ultimo 2023 afholdt staten en supplerende høringsrunde, hvor der igen kunne indsendes nye forslag. I den forbindelse indkom 83 nye forslag.
Arealerne indgår nu i en screeningsproces hos de relevante myndigheder, og der gennemføres en dialog med de relevante opstillere og kommuner.
Der er til den seneste høring indkommet forslag om 3 arealer i Frederikshavn Kommune til statslige energiparker for hhv. Sæbygaard (Sæbygaardvej 86), Rydal Energipark (Lendumvej 106) samt Sæby Energipark (Østkystvejen). Alle 3 steder tænkes på opstilling af solceller og vindmøller.
Den 1. juni 2024 træder en ny bekendtgørelse om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land i kraft. Bekendtgørelsen stiller krav til kommunernes lokalplanlægning for solcelleanlæg.
Plan- og Miljøudvalget har sagen til behandling på udvalgets næste møde den 10. juni.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mulighed for statslige energiparker i kommunen' til en bekendt