
Fire spændende grill-arrangementer i Nellemanns Have
8. juni 2024 - kl. 4:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Som led i fejringen af Sæbys 500-års købstadsjubilæum arrangerer Nellemanns Haves Venner i løbet af de kommende uger 4 spændende grillaftener i Nellemanns Have med adresse på Langtvedvej 23 i det nordlige Sæby.
Arrangementet er i en kategori med ”ud i naturen”, børnevenligt og smagsoplevelser.
Arrangementerne finder sted over 4 torsdage, nemlig den 20. juni, den 11. juli, den 15. august samt den 22. august – alle gange i tidsrummet kl. 17-21. Parkering kan foregå på ”Overdrevet” ved Langtvedvej, hvor programmet også starter.
Først er der en times rundvisning i den flotte have, inden gæsterne kl. 18 tager hul på selve grillarrangementet. Der sluttes af med nedtagning af flaget kl. 21.
Pris for deltagelse i et arrangement er 100 kr. Billetter købes hos Vinspecialisten, Grønnegade 15 i Sæby, senest dagen før det enkelte arrangement. Der er 80 billetter pr. arrangement.
Prisen omfatter en grillpakke med mad til én person. Pakken er leveret af Slagter Tranholm. Den indeholder kød, pølse, kartoffelsalat, salat mv. samt engangsservice. Man skal selv grille sit kød og sin pølse. Grillen er tændt og klar fra klokken 18. Øl, vand og vin kan købes til rimelige priser. Man kan købe flere pølser til grillen. Der kan også købes kaffe og kage.
Sæby Bryghus leverer øl, og Vinspecialisten Sæby leverer vand og vin. Nellemanns Haves Venner sørger for rundvisning, grill og affaldshåndtering.
Arrangementet foregår udendørs. I tilfælde af dårligt vejr ”klemmer vi os sammen i Bålhytten”, lyder det fra Nellemanns Haves Venner, som også opfordrer til, at man klæder sig på i forhold til vejret.
Der kan læses yderligere på: www.nellemanns-have.dk
og https://www.enjoynordjylland.dk/saeby-koebstadsjubilaeum/det-sker-til-saeby-koebstadsjubilaeum
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fire spændende grill-arrangementer i Nellemanns Have' til en bekendt