
Takster på genbrugspladser til ny politisk debat
29. februar 2024 - kl. 12:16 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Plan- og Miljøudvalget besluttede på udvalgets møde den 15. januar, at en sag om takster for erhvervsvirksomheders brug af genbrugspladser skulle sendes tilbage til den kommunale administration med henblik på udarbejdelse af et nyt takstforslag, der tager udgangspunkt i en mere detaljeret redegørelse for økonomiske konsekvenser mv.
Formanden for Frederikshavn Forsyning, Erik Kyed Trolle, stemte dengang imod, idet han anbefalede alternativet ”Differentieret takst for virksomheder”. Siden har Erik Kyed Trolle meldt sig ud af Socialdemokratiet og er fremdeles medlem af Byrådet som løsgænger.
Samtidig anmodede Plan- og Miljøudvalget tilbage i januar om at få sat en særskilt sag på samme dagsorden i Plan- og Miljøudvalget vedr. øvrige ønsker til ændringer i serviceniveauet, herunder åbningstider.
Nu er sagen så på ny sat på dagsordenen for udvalgets forestående møde den 4. marts. Her foreligger 3 alternativer. Den kommunale administration vurderer, at alle tre alternativer lever op til kravet om, at ordningen skal ”hvile-i sig-selv”.
Forud for mødet indstiller Center for Teknik og Miljø, at ens takster for alle virksomheder baseret på nummerpladegenkendelse fastholdes, og at taksten for virksomheders betaling for håndtering af farligt affald fastsættes til 10 kr. pr. kg.
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Takster på genbrugspladser til ny politisk debat” under annoncerne.




John Karlsson (A) havde forfald til mødet i Plan- og Miljøudvalget. Han blev erstattet af Karsten Thomsen (A).
Et flertal i udvalget bestående af Peter E. Nielsen (A), Peter Sørensen (UP), Karsten Thomsen (A), Tina Kruchow (A), Gitte Kiilerich (A) og Martin Tøttrup Kelkelund (A) anbefalede alternativ 3 med en kombination af alternativerne 1 og 2 med nummerpladegenkendelse for “Håndværkere og anlægsgartnere” med gebyr på 165 kr. pr. besøg, mens prisen for øvrige virksomheder fastsættes efter kortordningen til 9.769 kr. Det anbefales desuden, at taksten for virksomheders betaling for håndtering af farligt affald fastsættes til 10 kr. pr. kg.
Erik Kyed Trolle (UP) anbefalede alternativ 1 om differentieret takst for virksomheder.
Udvalget indstiller desuden, at de mere præcise data om virksomhedernes brug af genbrugspladserne, som løsningen sikrer, benyttes til en fremtidig kvalificering af taksberegningen, samt at Plan- og Miljøudvalget afholder en temadrøftelse med Forsyningen senest på udvalgsmødet midt i september i år.