
Foto: Region Nordjylland
Indlæg: Giv yderområderne en mere fair behandling
30. januar 2024 - kl. 7:46 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Tilbage i april 2022 overtager Regionen ambulancetjenesten. Når vi så tager et tilbageblik på den måde hvorpå Regionen overtog Ambulance tjenesten, som betød at de selv overtog beredskabet og dermed kunne spare 21,2 mio. kr. – ja så var det ikke en del af aftalen, som vi husker det, at overtagelsen skulle betyde og være lig med en serviceforringelse.
Siden Regionen har overtaget ydelsen, har der været problemer med at rekruttere personale til at betjene ambulancerne i Regionen. Der er lagt op til besparelser på området i budgettet for 2024 på ca. 5 mio. kr. Det er en præmis at når pengene er små, og udgifterne er store, så skal der findes områder hvor der kan spares. Men med en besparelse på budget 2024 på dette område i størrelsesordenen af ca. 5 mio. kr. – så er det lig med en ny væsentlig serviceforringelse…… – for yderområderne.
Det er måden der spares på, der skuer i denne sammenhæng. Derfor synes vi det skal tages op endnu engang, hvorfor man vælger at fjerne en ambulance fra Sæby området og en ambulance fra natberedskabet i Frederikshavn (yderområder)– Netop i denne del af Regionen, har vi jo forholdsvis længere til Hjørring / Aalborg sygehus.
De faktuelle tal, som vi har fået indsigt i viser:
Gennemsnit responstid for Sæby området 2023 var 12 min 23 sek.
Gennemsnit responstid for hele Hjørring kommunen var 10 min. 18 sek.
Forskellen er på 2 min. 5 sek. Det kan umiddelbart lyde som om der ikke er en væsentlig og stor forskel på tiderne, men for at få en forståelse for betydningen af tallene, skal der lægges transporten fra vores område ca. 40 km. svarende til ca. 40 min. i bil før man kommer til et sygehus. En ambulance vil måske kunne køre turen næsten dobbelt så hurtigt som en privat bil – efter vores vurdering vil det tage ca. 25 min. i en ambulance – altså vil tiden fra man ringer efter hjælp til man ankommer til Hjørring sygehus tage i alt ca. 37 min.
Tilsvarende vil der, hvis man prøver at opstille et lignende regnestykke i Hjørring Kommune, tage omkring 20 min. inden man er ankommen til Hjørring sygehus, men i Hjørring by, vil tiden være markant mindre.
Når man sammenholder de to tal, ender vi derfor på en forskel på ca. 17 min… I 2024 er varslet yderligere besparelser på området, hvilket betyder at der skal lægges ekstra responstid til for vores område i 2024, på grund af de besparelser der ligger i det kommende budget.
Derfor:
Kære Regionsformand Mads Duedahl Venstre og formand for det Nære Sundhedsvæsen, Pia Buus Pinstrup Konservativ
Vi vil opfordre jer på det kraftigste til at I gennemgår beredskabsaftalen en gang mere – hvor I gennemgår responstider og afstande til Hjørring / Aalborg sygehus. På den måde vil yderområderne får en mere fair behandling – når I har gennemgået materialet en gang mere.
Gitte Kiilerich og Karsten Thomsen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Indlæg: Giv yderområderne en mere fair behandling' til en bekendt