Debatfestival: En verden i forandring

Foto: Palle Skov

Debatfestival: En verden i forandring

10. oktober 2023 - kl. 8:07 - af

Igen i år afholder Bibliotek & Borgerservice, Frederikshavn Kommune Frederikshavn Debatfestival 2023. Temaet er ’Verden i forandring’ og den 24., 25. og 26. oktober, skal der debatteres, diskuteres og samtales, mens aktuelle emner, udfordringer og tendenser undersøges.

Årets tema
Temaet for årets debatfestival er ‘Verden i forandring’; et emne der er evigt aktuelt, og som favner de fleste aspekter af vores samfund og hverdagsliv. Med en række arrangementer sættes der spot på nogle af de forandringer vi ser og lægger op til debat om, hvad vi skal gøre ved dem – hvis noget overhovedet. Kom; bliv klogere på forandringerne og de forskellige perspektiver, holdninger og meninger, der er til dem – og giv din egen mening til kende, hvis du har lyst.

Dag 1: Det, der har formet os
Tirsdag den 24. oktober ser vi med dagens arrangementer tilbage i tiden. Ikke kun for nostalgiens skyld (selvom det også kan være hyggeligt) eller for at fodre parolen om, ”at alt var så meget bedre i de gode gamle dage”. Når der denne dag ses på, hvordan vi og vores samfund har forandret sig frem til i dag, er det for at forstå fortiden, for bedre at kunne forstå og navigere i nutiden – og hvem vi er i den.

Vi starter med arrangementet ’Da far var dreng’; hvordan så Sæby, Skagen og Frederikshavn ud “dengang far var dreng”? Det bliver vi klogere på, når vi tager en tur “down memory lane” og mindes, hvordan vores barndoms kulisser så ud – og hvordan de har forandret sig til det, vi kender i dag. I samtale med journalist Bent Stenbakken, vil Hans Gregersen fortælle om Sæby i 1950´erne, Erik S. Christensen vil fortælle om Frederikshavn i 1960´erne og Hans Nielsen om Skagen i 1970´erne. De er alle tre bl.a. forfattere og historikere – og har alle været drenge engang…

Efter aftensmaden bliver ’Livet som politiker – i går, i dag og i morgen’ debatteret, når forfatter, redaktør og ivrig samfundsdebattør Lars Trier Mogensen som aftenens moderator kl. 19 byder velkommen til et erfarent og veloplagt samtalepanel. Tidligere politisk leder for Alternativet Uffe Elbæk, forhenværende kulturminister og medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre Elsebeth Gerner Nielsen og borgmester for Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen, vil sammen diskutere, hvad det indebære at være politiker i dag – hvad kan man forvente er en del af jobbeskrivelsen og hvornår er det ok at sige fra?

Dag 2: Køn, magt og meninger
På festivalens anden dag onsdag den 25. oktober bliver vi i nutiden. Her skal vi udforske aktuelle emner, der har indflydelse på vores hverdag her og nu – og i nærmeste fremtid.

Louise Kjølsen er måske bedst kendt som Danmarks Twerk Queen, men hun er også skarp psykolog, feminist og debattør. Til eftermiddagens første arrangement kl. 13.30, skal vi sammen debattere samfundsnormer, kropsidealer og ligestilling. Kl. 16 er det forandringer i litteraturens verden som tages under behandling med forfatter og litterær direktør hos Lindhardt og Ringhof Sune De Souza Schmidt-Madsen.

Kl. 19 skal vi se nærmere på skræmmende tendenser med hævnporno, privatliv på sociale medier, krænkelser og online chikane; engang noget der måske var forbeholdt de kendte, men som nu er generelt udbredt – særligt også blandt unge. Sammen med samfundsdebattør Emma Holten, der selv er offer for hævnporno, skal vi debattere, hvordan fænomenet skal håndteres.

Som afslutning på aftenen kl. 20.30 dykker nyhedsvært Poul Bundgård Povlsen ned i magtbalancen mellem danskerne, politikerne og pressen.

Dag 3: Form vores fremtid
Vi bruger festivalens sidste dag torsdag den 26. oktober til at skue ud i fremtiden; Hvordan ser fremtidsudsigterne ud? Hvordan ønsker vi egentlig, at det skal forme sig? Sammen skal vi debattere, hvilke tendenser og forandringer i samfundet vi ønsker mere af og hvilke vi måske skal forsøge at begrænse og i så fald hvordan. Vi får blandt andet besøg af forfatter, journalist og ivrig kritiker og samfundsdebattør Carsten Jensen, der vil tage festivalgæsterne med i helikopterperspektiv og se nærmere på de forandringer og tendenser, der potentielt har mulighed for at ændre vores samfund markant – enten til det bedre eller det værre.

Som afslutning på Frederikshavn Debatfestival 2023 skal vi sammen med en række politikere og andre meningsdannere debattere retningen for vores del af Danmark – nemlig Nordjylland og særligt også Frederikshavn Kommune. Debatten er sat og styres med rolig hånd af journalist Bent Stenbakken, når der gennem to debatrunder skal diskuteres, hvor vi skal lægge vores kræfter, og hvad skal vi satse på for at sikre, at regionen og Frederikshavn Kommune ikke går i forfald.

Husk det er muligt at købe en bid aftensmad alle dage mellem kl. 18-19. Menuen er lille, men udsøgt. Se mere og hele programmet på bibl.frederikshavn.dk.

Frederikshavn Debatfestival 2023 afholdes af Bibliotek & Borgerservice, Frederikshavn Kommune i samarbejde med bl.a. FOF Vendsyssel, AOF, LOF, DOF Frederikshavn og Lille-Skole for voksne Frederikshavn.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Debatfestival: En verden i forandring' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger