
Da “Baronessens Bøg” i Sæbygård Skov blev fældet
22. juli 2023 - kl. 6:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I gamle dage da Sæbygård Skov var byens absolutte trækplaster for både udefrakommende og sæbynitterne, havde man et helt specielt forhold til nogle af skovens gamle bøgetræer. Man kendte træerne, og de specielle af dem havde man endda givet navne.
Det var en stor sorg, når et af de kendte træer væltede eller som i dette tilfælde, måtte fældes.
Det var i 1958, at Sæbygård Skovs største træ, skulle fældes. Træet havde i al den tid, man kunne huske heddet ”Baronessens Bøg”, og det stod ved ”genforeningsstenen”, som er her endnu.
Det mere end 200 år gamle bøgetræ faldt efter, at cirka 35 mand fra Civilforsvaret havde arbejdet flittigt med saven i 3½ time.
Det store træ målte omkring 30 meter i højden, og havde en omkreds på 5.5 meter.
Det måtte fældes fordi, det var begyndt at rådne op indvendigt, og efter en ”brækket gren” havde dannet et ”åbent sår” på stammen.
Man forsøgte først med en eldrevet skovsav, men saven var for lille til at kunne gå igennem den tykke stamme. Derefter prøvede man med almindelige save med håndkraft, tre mand trak i hver af savens ender, mens to styrede saven gennem stammen. Andre forankrede træet, og et patenthåndspil fik omsider bøgen til at falde.
Træets stamme flækkede på langs, og jorden skælvede, da det store træ faldt.
Der havde i tidens løb dannet sig myter om ”Baronessens Bøg”.
Der fortaltes, at baronessen som boede på Sæbygaård i midten af 1800 tallet, holdt usædvanligt meget af denne bøg, og efter sigende skulle hun have ladet tinglæse et forbud mod træets fældning.
Billedet er en af de andre kendte bøge, som vi har endnu. Jeg kender det kun af navn fra min barndom som ”Kærestetræet”, da der igennem et par hundrede år måske, er ridset hjerter og navne ind i stammen af folk, der havde en, de holdt ekstra meget af. Kigger man nærmere på træet, vil man kunne se en masse skriverier på træets stammer.
Historien er skrevet af: Mikkel Nielsen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
til en bekendt