Ny præst indsættes i Sæby Kirke

Ny præst indsættes i Sæby Kirke

30. juni 2023 - kl. 10:55 - af

Ved gudstjenesten søndag den 9. juli 2023 indsættes cand.theol., præst Mads Hermansen Callesen som ny sognepræst i Sæby Kirke.

Det er en erfaren præst med rødder i det grundtvigske og det sønderjyske, der den 1. juli har påbegyndt sit virke ved Sæby Kirke. Det er en præst, der hylder Grundtvigs ord om menneske først, kristen så.

”Det betyder ikke, at kristendommen kommer i anden række”, forklarer Mads Callesen, ”det betyder, at det kirkelige og det folkelige skal møde hinanden. Vi skal i den kontekst kende menneskelivet i al dets mangfoldighed, så det vi siger ikke bare er ord, men ord til os som mennesker.”

”Som præst skal man lægge stemme til noget, der er større end en selv, samtidig skal man tale med sit eget næb for at give troværdighed og nærvær. Som protestantisk præst er man en del af menigheden – ikke en mellemmand eller en overmand – men en del af et fællesskab”, siger Mads Callesen og understreger, at fællesskabet er særdeles vigtigt. Det betyder også, at Mads Callesen har en lyttende tilgang til sin gerning. Og en åben tilgang med respekt for de mange forskelligheder og forskellige holdninger, der er i en menighed.

”Vi i menigheden er jo kirkens ”levende stene” og ikke bare en målgruppe. Liturgi, sang og musik er som kirkerummet en arv, vi skal give videre med vor egen tids kærlige tilføjelser. Præstens prædiken skal skubbe til det, vi ikke bare kan sige os selv – vi skal gøre det gamle ord til vores ord, så det forundrer, uddyber og udvider.” Derfor er også samtalen med og respekten for medmenneskets måske anderledes synspunkter så central for Sæby Kirkes nye præst. ”Vi bliver jo alle klogere, når vi lytter til andre end os selv”, understreger han.

Her står både sangen og musikken også centralt. Sangen giver fællesskab og er et vigtigt element i både den 2000 år gamle tradition og den fornyelse, der er så central i kirkens liv og vækst, understreger Mads Callesen.

Fra syd mod nord

Mads Callesen, der er 51 år, er rejst nordpå flere gange på sin vej mod Sæby. Han er født og opvokset i Aabenraa i Sønderjylland. I det sønderjyske er den levende historie tæt på, så Mads Callesen ved fra sin opvækst, at det at være dansk er noget man vælger.

Efter studentereksamen fra Aabenraa Statsskole tog han til Aarhus, hvor han først læste historie og siden teologi. Mads Callesen blev cand.theol. i 2007.

Derefter drog han til Skive, hvor han har været præst i Skive Sogn i 15 år, her har han været engageret i flere foreninger bl.a. i byens kunstliv. Ligesom han har været feltpræst tilknyttet Skive Kaserne med udsendelser til Kosovo og Afghanistan.

Ny i Sæby

Nu går turen så til Sæby, hvor den nye sognepræst glæder sig til et embede et sted, hvor by og sogn følger hinanden. Det giver også et fællesskab, hvor kirke og by skal finde ud af det med hinanden, man er jo del af det samme fællesskab. Det giver store muligheder, mener Mads Callesen.

Med til Sæby kommer hustruen Kristine Hermansen Callesen, der arbejder indenfor socialpsykiatrien. Tilsammen har de tre børn, så der kommer liv i præsteboligen på Oluf Krags Vej. En præstestilling involverer også familien, siger Mads Hermansen Callesen og tilføjer: ”Vi glæder os alle til at lære Sæby at kende.”

Mads Hermansen Callesen bliver til gudstjenesten søndag den 9. juli indsat af provst Peter Jessen. Sæby Sogns Menighedsråd glæder sig til dagen og til at byde den nye præstefamilie velkommen. Efter gudstjenesten inviterer Menighedsrådet til velkomstfrokost for den nye præst i Mariehuset. Her er alle velkomne.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ny præst indsættes i Sæby Kirke' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger