Hedebo Super bliver i familien
17. juni 2023 - kl. 6:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Familien bag Hedebo Strand Camping i Sæby vil fremover selv drive campingpladsens meget populære købmandsbutik, når de nuværende forpagtere går på pension ved udgangen af sæsonen.
Ejer og lejrchef, Eric Christensen, måtte en tur i tænkeboks, da Lone og Keld Jensen meldte ud, at de stopper hos Hedebo Super. Der var mange, der gerne ville overtage forpagtningen, men måske var det tid til at tænke købmandsbutikken ind i selve driften af campingpladsen?
I flere måneder blev der diskuteret fordele og ulemper i familien, men beslutningen er nu endelig: Sabrina og Daniel Åsted Krüger, der er hhv. (sted)datter og svigersøn til Eric Christensen og hustruen, Lene Krüger, bliver det nye købmandspar fra 2024.
– Det er meget usædvanligt at have så populær en butik på en campingplads. Så det er vigtigt for os, at den drives videre med dygtige og flittige mennesker bag disken. Det tror vi, at vi har fundet i Sabrina og Daniel, siger Eric Christensen.
– Det har længe været en drøm for os at blive selvstændige, men vi troede ikke på, det kunne lade sig gøre. Indtil Eric bragte det på bane, siger Sabrina Åsted Krüger. – Vi har tænkt meget over det, for har vi evnerne? Kan vi gøre det godt nok? Vi ønsker jo ikke, det bliver en fiasko.
Kommer fra noget helt andet
Det bliver en stor udfordring for det nye købmandspar, for de kommer fra helt andre verdener som oversygeplejerske og industritekniker knap 300 km fra Sæby. Dermed skal de ikke kun trække sig fra to gode og spændende jobs, de skal også rykke deres drenge på 5 og 8 år væk fra alt det kendte og trygge på Fyn til Sæby i Nordjylland.
– Vi ved godt, der kommer hårde år, hvor vi skal arbejde meget for at lære at drive en købmand. Men vi har været sammen i næsten 20 år og kender hinandens svagheder og styrker. Vi er vant til at knokle og vil gøre alt for, at Eric og kunderne bliver tilfredse, siger Sabrina Åsted Krüger. – Det at bo og arbejde sammen som familie har også været med til, at vi tør sige ja. Nu kan drengene fremover være sammen med os i butikken, de kan smutte over til oldemor Inger eller mormor og morfar Eric i stedet for som hidtil at tilbringe mange timer i institution. Det er en god tanke.
Inden den lille familie overtager driften af Hedebo Super ved udgangen af 2023 , er der en del ting, de skal have sat sig ind i. Det gør de bl.a. ved at bruge deres sommerferie i butikken sammen med Lone og Keld Jensen, inden de to går på velfortjent pension. For Eric Christensen og Lene Krüger er tanken om pension lige nu langt væk. De håber på, at de ligesom 1. generation kan fortsætte med at være del af driften, til de ikke orker længere.
– Jeg er lige blevet 60, og min far døde først på året. Det satte tanker i gang om, hvordan vi kan videreføre det, mine forældre og jeg sammen har skabt. Nu får vi måske 3. og 4. generation på plads, så vi kan se frem mod mange gode år for Hedebo Strand Camping, siger Eric Christensen om det generationsskifte, der måske er på vej. Hvis de to nye generationer kan finde sig til rette i Nordjylland og i det nye familiekollektiv på campingpladsen.
Hedebo Strand Camping har ligget ved Sæby strand siden 1959. I 1968 overtog familien Christensen pladsen, og i 1987 startede det løbende generationsskifte mellem Eric og hans forældre Inger og Bendt Christensen, der dog i alle årene siden har taget del i driften. De seneste år er der kommet yderligere 8 service- og administrationsmedarbejdere med i TEAM Hedebo. Campingpladsen har i dag godt 600 pladser og hytter og er med sine ca. 100.000 årlige overnatninger en af Frederikshavn Kommunes største turistvirksomheder.
Der har altid været købmand på Hedebo Strand Camping, men i 1985 blev den lille butik til Hedebo Super og blev placeret ved landevejen for også at tiltrække kunder fra nærområdet. Siden 1987 har Lone og Keld Jensen forpagtet butikken og har udviklet den til at være en af Danmarks største butikker tilknyttet en campingplads.
Sabrina Åsted Krüger er 36 år og uddannet sygeplejerske i 2010. Hun har bl.a. arbejdet som sygeplejerske og koordinator i Akutmodtagelsen og senest som oversygeplejerske på Odense Universitetshospital. Hun er født og opvokset alene med sin mor i Vejle.
Daniel Åsted Krüger er 38 år og er uddannet industritekniker i 2007. Han har bl.a. arbejdet med CNC styrede drejebænke på maskin- og plastfabrikker i Østjylland og på Fyn. Hans familie er fra Åsted ved Frederikshavn, men han er vokset op i Øster Snede.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hedebo Super bliver i familien' til en bekendt