
Måske en julegaveidé – billet til taffel og forårskoncert på Sæbygaard Slot
17. november 2022 - kl. 7:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Vinteren står for døren; derefter kommer foråret. Men allerede nu melder julen så småt sin ankomst.
FOF Vendsyssel har måske lige den rette idé til en julegave: en billet til taffel og forårskoncert på Sæbygaard Slot torsdag den 11. maj 2023 kl. 17 – 20.
Arrangementet afvikles som et samarbejde mellem FOF Vendsyssel, Sæbygaards Venner samt Vendsyssel Kammerorkester.
Vendsyssel Kammerorkester dirigeres af Niels Bjerre. Den skønne maj-aften indledes i slottets borggård, hvor der serveres et glas sprudlende, mousserende vin, sablet af kokken Uffe Nielsen fra ”Den Gamle Smedje”.
I Riddersalen tager Vendsyssel Kammerorkester publikum med på en musikalsk oplevelsestur – og fællessangen er en god tradition, som der holder fast i.
Efter koncerten er der dækket festligt op i slotskælderen til den lækre buffet med pølse- og ostespecialiteter. Utraditionelt sammensat og velkendt leveret af Den Gamle Smedje.
Din plads ved langborde i Slotskælderen er markeret med bordkort. Pris for hele arrangementet med velkomstdrink, koncert og spisning er 395 kr. pr. deltager.
”Vær med til at fejre forår med koncert i de smukke rammer på Sæbygård Slot, hvor alle bliver festligt modtaget,” lyder opfordringen fra FOF Vendsyssels skoleleder Kirsten Højrup.
Billetter kan allerede nu bestilles via linket Foraarskoncert-paa-Saebygaard (fof.dk) eller telefon 70255050.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Måske en julegaveidé – billet til taffel og forårskoncert på Sæbygaard Slot' til en bekendt