
Sæbyløbet Knæk Cancer indtog skov og gader
31. oktober 2022 - kl. 10:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Med et deltagerantal på hele 420 ved årets udgave af Sæbyløbet gav det selvsagt liv i byen, men man skal huske på at 420 deltagere giver mindst lige så mange medrejsende, som løbere.
De første løbere på marathon distancen blev sendt afsted allerede klokken 08.30. I dette felt blev også en lille flok fra HPM sendt afsted. HPM er en løbeklub for hund og ejer, der gerne vil løbe sammen. Arrangørerne er super glade for at kunne bidrage dertil.
Et felt på 140 deltagere på en halvmarathon distance er ikke hverdags kost at opleve, men ikke desto mindre, stod de klar til at blive skudt afsted, da klokken slog 10.15. Sikke et skue!
De sidste distancer på 15.9, 10.6 og 5.3 blev samlet sendt ud på ruten klokken 10.30. Hermed var alle løbere sendt afsted. Klokken 10.35 gik starten for alle på gå ruten, hvor dem, der gik længst var ude på tre runder, altså 15.9 km. Som noget nyt blev de gående i år sendt afsted, modsat løberetningen, et tiltag som høstede megen ros.
– Som arrangører er vi super tilfredse med deltagerantallet, afviklingen og rammerne omkring torvet. Det kan vi også høre på alle de tilbagemeldinger, vi får. Sæbyløbet Knæk Cancer er faktisk i en kategori, der betegnes, som et byløb. Men vi tilbyder bare lige det ekstra krydderi at have havn, strand og skov næsten inde i byen, og det er det, som alle vores deltagere sætter pris på.
– Hvert år er lørdag i uge 43 fast dato for dette løbe- og motionsevent. På dagen var der på torvet desuden besøg af partier fra Rød, Grøn og Blå stue. Og vi må sige, at de bidrog med mere end vi havde sat næsen op efter. Så hvis der hvert år i november måned kan udskrives Folketingsvalg, så vil det passe fint sammen med, at vi i uge 43 arrangerer Sæbyløbet Knæk Cancer.
Knæk Cancer er jo en ambitiøs overskrift. Ikke desto mindre er vi rigtig mange, der håber, tror og har brug, at overskriften får ret. Sæbyløbet Knæk Cancer er sat i verden for at bidrage hertil. Det lykkes arrangørerne rigtig godt med. Hele 86.360 kr. blev sendt afsted fra løbet, men for at opnå sådan et resultat, vil arrangørerne fra foreningen Løb 4 Sagen sige et stort tak.
– En kæmpe tak til alle, som deltog i løbet. En kæmpe tak til alle vores sponsorer – stor som lille. En kæmpe tak til Sæby Handel. En kæmpe tak til alle vores flittige hjælpere. En kæmpe tak til DJ James. Det spillede! En kæmpe tak til alle jer, som ikke er nævnt – i ved, hvem i er.
Hvis vinden blæser den rigtige vej, er arrangørerne klar i 2023 med Sæbyløbet Knæk Cancer. Sæt kryds i kalenderen den 28. oktober 2023.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæbyløbet Knæk Cancer indtog skov og gader' til en bekendt