
Læge fortæller om udbredt hjertesygdom
13. februar 2022 - kl. 7:04 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Onsdag den 16. februar kl. 19:00 kan man blive klogere på atrieflimren, når overlæge Peter Bisgaard Stæhr, Kardiologisk afdeling på Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring, gæster Sæby i forbindelse med Hjerteforening Sæbys generalforsamling.
Overlæge Peter Bisgaard Stæhr arbejder til daglig med hjertepatienter, og møder mange patienter med atrieflimren, da det er den hyppigste form for hjerterytmeforstyrrelse.
Peter vil i sit foredrag bl.a. komme ind på, hvad er atrieflimren, hvilke tilstande forårsager atrieflimren, hvilke symptomer det kan give, og hvilke undersøgelser/behandlinger man kan give.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål efter foredraget.
Hjerteforeningen Sæby er i fuld gang med Hjertemotion – som gennemføres hos Benefit hver mandag kl. 16:00 i Det gamle Posthus – med en times motion i et godt tempo og i hyggeligt samvær.
Hver mandag kl. 10:45 i Sæby Spektrum, Hal A er der god gang i Hjerte-Krop-Balance – som gennemføres i samarbejde med SGF, hvor Kirsten Sørensen sørger for at deltagerne får styrket hjertet, kroppen og opøvet en god balance – alle kan være med.
Hjerteforeningen Sæby gør i vid udstrækning brug af denne skønne natur i og omkring Sæby med ugentlige gåture – dels på Hjertestien i Gybels Plantage – hver tirsdag kl. 10:00 og på Kløverstierne m/sart ved IsKiosken på Havnen – hver onsdag kl. 10:00.
Søndag den 24. april afholder Hjerteforeningen igen Landsuddeling i hele landet – ideen om en landsindsamling er stadig vendt på hovedet. Vi samler penge ind for at dele hjertestartere ud.
Du kan samle ind til en hjertestarter, som ønskes opsat netop der, hvor du ønsker det. Du laver en gruppe, der tilsammen dækker mindst 15 indsamlingsruter den 24. april. Du kan deltage i en gruppe med dine naboer, familie, kollegaer, sportsklub, eller hvem der ellers er dig nær.
Du kan også samle ind til servicering af allerede opsatte hjertestartere – dette gøres ved at lave en gruppe, som tilsammen dækker mindst 4 indsamlingsruter den 24. april.
Læs mere om Landsuddelingen på hjerteforeningens hjemmeside www.hjerteforeningen.dk
Foredraget og generalforsamlinger afholdes i Sæby Spektrum, Rådhusvej 32 – tilmelding til merethegaardbo@gmail.com.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læge fortæller om udbredt hjertesygdom' til en bekendt