
Bekymret borger så indbrudstyv i sit hjem og ringede til politiet
27. august 2021 - kl. 13:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fredag morgen ved 04-tiden modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse fra en bekymret borger, der netop havde set en indbrudstyv i sit hjem i Dybvad via et overvågningssystem.
En patruljevogn rykkede omgående ud til stedet, hvor anmelder pegede betjentene hen til hans hus. Uden for huset holdt indbrudstyvens personbil, som viste sig at være påført en nummerplade, der var meldt stjålet. Betjentene bevægede sig hen til huset. De rapporterer hændelsen som følger:
”Da vi gik op til huset kunne vi se, at der gik en mand rundt inde i huset. Manden havde en tændt pandelampe rundt om hovedet og gik og rodede i nogle kasser. Vi bankede på ruden og tilkendegav, at vi var politiet. Gerningsmanden blev herefter kaldt ud af huset og beordret til at vise sine hænder hele vejen ud.”
Indbrudstyven – en 40-årig mand – kom på udramatisk vis ud af huset. Han så ud til at være påvirket af narkotika, da han var fjern i sin tale og var svær at føre samtale med. Han blev sigtet og anholdt på stedet for indbrudstyveri og tyveri af nummerplader.
Den sigtedes personbil blev efterfølgende ransaget. I bilens bagagerum lå en fiskestang, fiskeudstyr, en cykel, videoovervågningsudstyr, diverse former for værktøj og lamper. Genstandene blev vist til anmelder, som udpegede de genstande, der var stjålet i forbindelse med indbruddet. De blev prompte udleveret til anmelder. Nummerpladerne udleveres ligeledes til deres rette ejer.
Den sigtede kan nu se frem til et retsligt efterspil.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bekymret borger så indbrudstyv i sit hjem og ringede til politiet' til en bekendt