
Stafet for Livet på Torvet og i Sæby Kirke
20. august 2021 - kl. 13:43 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
”Stafet for Livet” afvikles i år på en anden måde.
Afslutningen i Sæby foregår fredag den 27. august i tidsrummet fra kl. 16 til kl. 19 på Torvet, hvor der er et informationsområde. Her vil der være cancerinformation samt salg af kort og lysposer til lysceremonien.
Som arrangørerne skriver: ”Husk Cancer er en ubuden gæst, som kan komme til os alle.”
Starten på ruten udgår også fra Torvet. Det er en runde på 3 km, og det er muligt at registrere sine runder i App-en ”Stafet For Livet”.
På Torvet streames på storskærm fra åbningen samt underholdningen i Frederikshavn. Der vil også være live-underholdning og aktiviteter for børn på Torvet.
Kl. 19.15 begiver deltagerne sig ud på den sidste runde, som slutter i Sæby Kirke, hvor der er flot lysceremoni kl. 20.
”De, der har oplevet en lysceremoni, ved, at det er en smuk ceremoni, hvor lyset markerer tid til eftertanke. Vi mindes dem, vi har mistet og støtter dem, der kæmper. Lyset repræsenterer håbet om, at kræft en dag kan bekæmpes, og at de, der har mistet livet, ikke er glemt,” lyder det fra arrangørerne af ”Stafet for Livet.
Borgmester Birgit S. Hansen deltager igen i år med “Birgits hold”. Mange er tilmeldt et hold, men er man ikke det, kan man støtte en god sag ved at tilmelde sig ”Birgits hold” i informationsteltet eller på www.stafetforlivet.dk/frederikshavn.
Uanset om man er på hold eller ej, er man velkommen, og arrangørerne håber, mange vil benytte sig af muligheden for at deltage i nogle runder og gerne de afsluttende.
Tekst: Per Rye

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stafet for Livet på Torvet og i Sæby Kirke' til en bekendt