
Mand i kritisk tilstand efter drukneulykke på Hotel Viking
5. august 2021 - kl. 13:04 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En 41-årig mand er onsdag eftermiddag druknet i et bassin i wellnessafdelingen på Hotel Viking i Sæby. Manden havde været på kursus med sin arbejdsplads, som endte i en forfærdelig tragedie.
– Manden blev genoplivet, men han er i meget kritisk tilstand og ligger nu i respirator, lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi René Kortegaard.
Der blev ringet 112 klokken 17.39 og det er endnu uklart, hvordan ulykken kunne ske. Hverken politiet eller hoteldirektøren kan oplyse nærmere om hændelsesforløbet.
– Han var på hotellet i forbindelse med et kursusforløb og derfor skal Arbejdstilsynet nu kigge på omstændighederne omkring ulykken, lyder det fra en tydeligt berørt hoteldirektør, Brian Fabricius.
– Det rammer selvfølgeligt både de øvrige gæster, personalet og mig selv meget hårdt, når den slags sker, siger han.
Hotellet fik onsdag aften assistance fra en krisepsykolog, som fortsat er på stedet for hotellets personale.
Det er endnu uklart, hvornår hændelsesforløbet i forbindelse med ulykken er klarlagt.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mand i kritisk tilstand efter drukneulykke på Hotel Viking' til en bekendt