Invitation til debat om etablering af datacenter

Invitation til debat om etablering af datacenter

30. august 2020 - kl. 1:06 - af

I planerne for etablering af et dataanlæg nær Sæby Varmeværk indgår en invitation til debat om datacentrets placering.

Der peges i oplægget på, at digitalisering og IT efterhånden fylder en stor del af vores hverdag. Der er derfor et stadigt stigende behov for bearbejdning og lagring af store datamængder. Dette er en af grundene til, at Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune har besluttet at igangsætte en planlægning for etableringen af et datacenter ved Sæby Varmeværk.

I kommuneplan 2015 for Frederikshavn Kommune er der fastlagt 4 vækstspor for kommunens fremtidige udvikling: ”oplevelser”, ”fødevarer”, ”det maritime område” og ”energi”.

100 % vedvarende energi

Inden for vækstsporet ”energi” er målsætningen, at Frederikshavn Kommune skal være 100 % forsynet med vedvarende energi inden 2030. Hvis dette skal kunne lade sig gøre, er det nødvendigt at fokusere på hele energikredsløbet, så der sikres en så bæredygtig produktion og forbrug af energi som muligt.

Dette inkluderer bl.a. udnyttelse af virksomhedernes overskudsvarme. Et datacenter i forbindelse med Sæby Varmeværk betyder, at begge sider af varmepumpen kan udnyttes optimalt, så varmeværket leverer køling til datacentret og datacentrets overskudsvarme leveres til varmeværket.

Sæby Varmeværk tog i 2019 et tilgrænsende areal med solvarmeanlæg i drift. Der leverer årligt ca. 20.000 MWh til varmeværket, svarende til ca. 23 % af den samlede varmeproduktion til de 3.600 forbrugere.

En mindre del af solvarmeanlægget nedtages til placering af datacentret. Udnyttelse af overskudsvarmen forventes at levere 60.000 MWh, så en betydeligt større andel bliver dækket med bæredygtig energi.

Et datacenter som det påtænkte består af flere bygninger til servere, kontorer og varmepumper foruden nødstrømsanlæg i form af dieselgeneratorer samt fritstående køleenheder. Datacentret forventes opført i etaper. Bygningshøjden til datacentret forventes at være op til 20 m.

Knudepunkt i fiberinfrastrukturen

Der foreslås etablering af et datacenter i forbindelse med erhvervsområdet og varmeværket sydvest for Sæby, da elnettet i det nordlige Jylland har en meget høj strømforsyningssikkerhed med lavere strømsvigtstider end resten af Danmark. Sæby er desuden et knudepunkt i fiberinfrastrukturen.

Placeringen af datacentret er desuden optimal, da det giver mulighed for, at datacentret kan udnytte køling fra varmeværkets pumper og til gengæld levere overskudsvarme til varmeværket og derved borgere og virksomheder i området. Arealet hvor datacentret planlægges opført er ca. 46.000 m².

Debatperioden afholdes i medfør af planloven, idet der forud for en ændring af kommuneplanen skal indkaldes idéer og forslag til planlægningen.

Debat og offentlig høring

Der lægges på mødet i Plan- og Miljøudvalget samtidig op til afholdelse af offentlig høring i perioden fra den 17. september til 1. oktober 2020. Der er allerede udarbejdet plan for idé- og debatark. Det fremgår heraf, at har du idéer og forslag til forhold, som kommunen bør være opmærksom på i forbindelse med planlægningen af datacentret? Hvilke hensyn bør der tages ved etablering af datacentret?

Bemærkninger skal være skriftlige og mærkes sagsnr. GEO2019-03232. Du må meget gerne sende dine bemærkninger pr. mail til tf@frederikshavn.dk eller pr. post til: FREDERIKSHAVN KOMMUNE, Center for Teknik og Miljø, Rådhus Allé 100, 9900 Frederikshavn, så de er modtaget senest den 1. oktober. Spørgsmål kan rettes til Center for Teknik og Miljø (Merete Ledet Aagaard) på telefon 98 456 121, e-mail: mraa@frederikshavn.dk

Tekst: Per Rye

2 kommentarer til “Invitation til debat om etablering af datacenter” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Invitation til debat om etablering af datacenter”

  • I Sæby Folkeblad, 26aug. 2020 om solceller i Præstbro siger Ida Skov,(EL) “For at sikre den grønne omstilling, må vi være parate til at opgive nogle af vores goder”

    Hvis jeg forstår det rigtig, mener Ida Skov, at borgere må finde sig i at få ødelagt deres livskvalitet, for at andre, især De Radikale og venstrefløjen kan få opfyldt drømmen om grøn energi.

    Vi hører igen og igen der skal være mere vild natur. Her lægger man op til at inddrage 40.000M2 til et datacenter.

    Corona nedlukning viser hvor sårbar samfundet er. Alt er bygget op om vækst, nye arbejdspladser, flere boliger og infrastruktur.

    Der er idealister der bygger ganske små boliger, og lever med meget lille forbrug, men vi ser jo hvordan de fleste storbyer bygger på hver eneste lille ledige plads, hvor mennesker bor som sild i en tønde, og hvor der kun er plads til en lille blomsterkrukke på en minimal altan.

    Klima aktivister elektrificering af alting, særlig el-biler er det store hit lige nu, så bare vent til vi skal have 5G master på hvert gadehjørne til at sende signal ud til de mange el-biler som man også gerne vil gøre selvkørende via GPS teknologi.

    Kommunen vil være 100% forsynet med vedvarende energi i 2030. Det er en voldsom satsning, som jeg ikke tror er realistisk.

    Citat : “Sæby Varmeværk tog i 2019 et tilgrænsende areal med solvarmeanlæg i drift. Det leverer årligt ca. 20.000 MWh til varmeværket svarende til ca. 23 % af den samlede varmeproduktion til de 3.600 forbrugere. En mindre del af solvarmeanlægget nedtages til placering af datacentret. Udnyttelse af overskudsvarmen forventes at levere 60.000 MWh, så en betydeligt større andel bliver dækket med bæredygtig energi. Datacenteret planlægges opført på et areal på ca. 46.400 m².” og videre

    “Placeringen af datacentret er desuden optimal, da det giver mulighed for, at datacentret kan udnytte køling fra varmeværkets pumper og til gengæld levere overskudsvarme til varmeværket” citat slut

    Man “forventer” datacentret vil levere 60.000MWh, det lyder som et skøn, og jeg forstår ærlig talt ikke at en flok datamaskiner udvikler tre gange så meget varme som trækkes ud af det eksisterende solvarmeanlæg.

    Jeg tager ikke imod invitation til mødet, men opfordrer herigennem læserne til at overveje, om planen er realistisk eller det er et investeringsprojekt, som giver højere fjernvarmepriser ? Hvis, eller når det bliver en realitet, er det for sent at protestere og man må bare betale regningen fra forsyningen.

  • Ifølge hjemmesiden Eurostat, Statistics Exsplained, (Statistikker over elpriser) har Danmark de næsthøjeste el-priser efter Tyskland som tager førstepladsen.

    Vi får efterhånden en stor del strøm og varme fra vedvarende energi. Mange artikler om vindkraft påstår det er billigere at producere el med vindmøller end kulkraft.

    Det er åbenbart et af klima aktivisters argumenter for flere møller overalt, til land og til vands, men den påståede billige energi slår ikke igennem hos forbrugerne.

    Sandheden ligger i, at staten er tvunget til at lægge skatter og afgifter fra kul, olie og gas over på den vedvarende energi, for at kunne drive velfærdsstaten.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Invitation til debat om etablering af datacenter' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger