
Igangsætning af datacenter på Energivej i Sæby
28. august 2020 - kl. 0:26 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
På næste møde i Plan- og Miljøudvalget den 1. september er der på dagsordenen et punkt om ”igangsætning af planlægning for et datacenter på Energivej i Sæby”.
Sæby Varmeværk har i en periode arbejdet for at få etableret et datacenter i umiddelbar nærhed af Sæby Varmeværk. Idéen er opstået på baggrund af, at Sæby ligger godt i forhold til den datamæssige infrastruktur, hvor man er tæt på fiberkablerne mod Sverige, at el-nettet er meget driftssikkert, samt at Sæby Varmeværk ved en sådan placering kan aftage en del af overskudsvarmen. Det vurderes at være en optimal placering for et datacenter.
Sæby Varmeværk ligger på Energivej i Sæby som en del af et større erhvervsområde ved Kjeldgårdsvej i det sydvestlige Sæby. Erhvervsområdet rummer i dag flere store virksomheder med markante bygningsmæssige volumener.
Arealerne, som ønskes anvendt til datacenteret, består af flere mindre arealer. En del ligger i dag ubenyttet hen som græsmark, mens en mindre del har været anvendt til ungskov. Resten af lokalplanområdet anvendes i dag til varmeværkets solfangeranlæg. De fjernes, når der bliver behov for en anden etape.
Datacentret består af to bygninger med serverrum i op til 4 etager, svarende til ca. 20 meters bygningshøjde. Datacenteret har desuden behov for areal til varmepumper, nødstrømsanlæg og supplerende køleanlæg, som kan etableres i op til 10 meters højde.
Datacentret placeres midt i området, og de øvrige mindre anlæg placeres henholdsvis syd og nord for datacenteret.
En del solfangere kan fjernes
Når datacentret vil udvide med en anden etape, vil en del af varmeværkets solfangere blive fjernet, idet overskudsvarmen fra datacentret forventes at kunne erstatte en del af solfangerne.
Kommuneplanrammerne åbner i dag kun mulighed for byggeri i 8,5 meters højde og ingen byggeri inden for skovarealet. Der skal altså udarbejdet et kommuneplantillæg, som kan åbne mulighed for en bygningshøjde på de centrale arealer på op til 20 meters højde – og op til 10 meters højde for de sekundære arealer syd og nord for serverhallerne.
Dertil kommer, at der ønskes en bebyggelsesprocent på 150 % for en del af ejendommen – og 85% for det samlede område. Den eksisterende bebyggelsesprocent er på 40 %. Den høje bebyggelsesprocent opnås, da der ikke er behov for store arealer til parkering eller andet, idet der er relativt få ansatte pr. m².
Da der er tale om både ændringer i kommuneplanrammernes anvendelser, i de maksimale bygningshøjder, bebyggelsesmasse og arealernes afgrænsninger, har kommunens tekniske fagcenter vurderet, at projektet kræver for-offentlighedsfase. Det anbefales at udsende projektet i høring i 14 dage. Det er samtidig nødvendigt at udarbejde en ny lokalplan for projektet.
Kommunaldirektøren indstiller forud for mødet, at Plan- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler at godkende, at planlægningen for et datacenter påbegyndes, og at der afholdes en 2 ugers høring om projektet.
Flere bæredygtige energiformer
Af COWI’s rapport fremgår det, at Sæby Varmeværk arbejder målrettet på at opfylde sin del af de nationale mål om den grønne omstilling og at indføre en højere grad af vedvarende og bæredygtige energiformer i varmeforsyningen. Sæby Varmeværk er i dialog med internationale investorer, der er interesseret i at indgå samarbejde med varmeværket om at realisere datacenter i Sæby.
Det unikke ved projektet er, at der bliver tæt integration mellem datacenter og varmeværk, hvor kølingen forbindes med varmeforsyningen, så begge sider af varmepumpen udnyttes optimalt. Varmeværket leverer dermed køling til datacentret og datacentrets overskudsvarme leveres til varmeværket.
Sæby Varmeværk tog i 2019 et tilgrænsende areal med solvarmeanlæg i drift. Det leverer årligt ca. 20.000 MWh til varmeværket svarende til ca. 23 % af den samlede varmeproduktion til de 3.600 forbrugere. En mindre del af solvarmeanlægget nedtages til placering af datacentret. Udnyttelse af overskudsvarmen forventes at levere 60.000 MWh, så en betydeligt større andel bliver dækket med bæredygtig energi. Datacenteret planlægges opført på et areal på ca. 46.400 m².
Sæby Varmeværk har haft dialog med naboen, som er indstillet på, at den udlagte vej og den tilknyttede vejret sløjfes.
Til gengæld har parterne aftalt, at naboen kan anvende en vej, der udlægges mellem de opstillede solpaneler med forbindelse til Energivej. Naboejendommen vil stadig have primær vejadgang til Sølystvej, så den omtalte vejret er alene en sekundær vejadgang, der sjældent anvendes.
Tilladelse fra Miljøstyrelsen
Miljøstyrelsen har den 23. april i år givet tilladelse til ophævelse af fredskovpligten på del af matriklen, bl.a. med henvisning til, at der er tale om ganske ung skov med ringe værdi, når det gælder biodiversitet og publikumsegnethed, da det ligger som en tange i et bebygget industriområde.
Datacentret forventes udbygges i etaper, forventeligt i to bygninger/datahaller, der hver er tilknyttet kølere, varmepumper og nødstrømsanlæg. Kontorfunktion indrettes i datacenterbygninger. Vejadgang ønskes fra Energivej. Inden for området indrettes de nødvendige interne veje og parkeringspladser. Varmepumper forventes indrettet i bygninger, mens kølere er friluftsanlæg.
Datacentret indrettes med op til 4 etager. Datacentret skal kunne indhegnes med almindeligt sikkerhedshegn i en højde på op til 3 m (trådhegn). Området ligger i sin helhed i byzone og er derfor ikke beliggende i planlovens ca. 3 km brede kystnærhedszone. Afstanden fra planområdet til kysten er min. 1,8 km. Afstanden fra planområdet til nærmeste Natura 2000-område er ca. 4 km.
Da planområdet ligger i den sydlige kant af erhvervsområdet, og da der ønskes bebyggelse med bygningshøjder på op til 20 m, vil der forventeligt være en vis visuel påvirkning set fra det åbne land syd for Sæby.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Igangsætning af datacenter på Energivej i Sæby' til en bekendt