
Hedebo aflyser legendarisk marked
18. august 2020 - kl. 10:59 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Da campingpladsen i Sæby måtte udsætte deres godt 30 år gamle pinsemarked pga coronakrisen, blev datoen i stedet sat til primo september. Med politikernes forlængelse af forsamlingsforbuddet er også denne sidste chance for at holde kræmmermarked på campingpladsen i år forpasset.
Coronakrisen har sat en stopper for mange ting – også Hedebo Strand Campings legendariske kræmmermarked, der normalt afholdes i pinsen. Lejrchef Eric Christensen havde håbet på, at det i stedet kunne gennemføres 5. og 6. september, når fase 4 af genoplukningen blev aktuel. Sådan skulle det desværre ikke være, da politikerne har besluttet at bibeholde forsamlingsforbuddet til og med 31. oktober.
– Det er ærgerligt, og vi ved, at mange bliver skuffede. Men selvfølgelig skal vi følge reglerne og tage hensyn til gæster, medarbejdere og kræmmere nu, hvor vi ser en stigning af smittetrykket, siger han.
Stadig åbent hus
Campingpladsen fastholder dog det planlagte Åbent Hus for nye campister, der måske vil være fastliggere på Hedebo. Så lørdag den 5. september og søndag den 6. september kan interesserede møde op i udsigtslokalet over receptionen kl 14-17, få sig en kop kaffe, en snak og en rundvisning på pladsen med andre fastliggere og ansatte.
Hedebo Strand Camping håber på at kunne gennemføre kræmmermarkedet igen i 2021 i pinsen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hedebo aflyser legendarisk marked' til en bekendt