Søndagsprædiken fra Sæby KIrke

15. marts 2020 - kl. 11:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Redaktionen har modtaget denne søndagsprædiken fra sognepræst Keld Skovgård, nu det desværre ikke er muligt at mødes i kirken.

Frygten ligger lige under huden. Bliver jeg smittet? Magter sundhedssystemet at klare den ekstraordinære opgave? Hvilke økonomiske følger får det? Mister jeg mit arbejde? Bliver der mange, der dør? Disse og mange andre bekymrede spørgsmål melder sig som følge af coronaepidemien. Og når nogen hamstrer i den situation, behøver det ikke alene være et udtryk for ren egoisme, men for dog at gøre noget, i en situation, hvor der er så meget, vi ikke kan gøre noget ved. Men naturligvis er det uheldigt, fordi det kan efterlade dem, der kommer efter os med halvtomme butikshylder, og er ikke en vej at gå, i en situation, hvor vi skal hjælpe hinanden igennem sammen, og ikke kun hver for sig.

Som mennesker har vi et ansvar både for det øvrige skaberværk, for hinanden, og for os selv. Og der er i den nuværende situation meget vi kan gøre og skylder hinanden. Vi kan gøre en del, for at forhindre eller udsætte smitte, med den måde vi omgås med hinanden på. Og vi kan hjælpe de særligt udsatte grupper af mennesker, der kan have en særlig brug for en håndsrækning i en situation, hvor de skal holde sig hjemme. Og vi kan også vise ansvar ved at udtrykke vores støtte og opbakning til alle dem, i sundhedsvæsenet og flere andre områder, der har en særlig opgave i denne situation. Så vi kan gøre meget, også på den gode måde, også midt i det, der kan fylde os med frygt og magtesløshed.

Men søndagens evangelium kan også give flere perspektiver på situationen, som er gode at få med. Her møder vi Jesus, der igen og igen fortæller os, at han ikke blot er kommet, for at lade sig tjene, men for at tjene og være der for os. Og hans møde med mennesker, sådan som der fortælles om det i Det nye Testamente, viser, at han vil være der for mennesker, både i glæde og sorg, både i lyst og i nød.

I søndagens evangelium (Johannesevangeliet 8,42-51) siger Jesus nogle barske ord om løgnen, og løgnens far, måske så barske, at vi er tilbøjelige til at lægge dem til side, og ikke synes det er noget for os.

Men når Jesus taler imod løgnens far, som er Djævelen, så taler han imod, at vi fristes til at gøre os selv til guder i eget liv, sådan som vi på nogle af de første sider i Bibelen hører, at han fristede Adam og Eva til at blive som Gud. Og resultatet blev, at de skammede sig over sig selv og over for hinanden, og skjulte sig i frygt for tilværelsen og Gud.

Jesus taler her imod den løgn, at alt afhænger af os selv, at vi kun er noget i kraft af det vi selv kan gøre og skabe, og at vi selv har hele ansvaret, også når vi mislykkes. Og Jesus taler imod, at vi ikke har andre end hinanden at gå til med frygten, og ikke andre at bede om hjælp.

Og når Jesus taler imod nogle af sine tilhørere, og noget brutalt kalder dem Djævelens børn, så er det fordi de afviser ham som Guds sendebud og Gud hjælp, både i det der har med vores dagligdag at gøre, og det, der har med de store spørgsmål og det evige at gøre.

Jesus taler imod, at vi mennesker skal tro, at vi er overladt til os selv uden Gud. Og Jesus taler for, at vi i ham skal se, hvordan Gud er, fyldt af kærlighed til os, og optaget af det, der rør sig i vores liv, også når det er frygt og bekymring, og når vi kommer med de store spørgsmål, også om liv og død. Og han har sagt, at vi altid kan regne med ham, trygt betro ham alt i vores bønner, også betro ham det, der skaber frygt og gør os bange, også når vi ikke kan finde ud af, hvor Gud er henne i det alt sammen. Det gælder også i den situation vores land og verden står i lige nu.

Hold fast i mit ord, siger Jesus, så er der håb, både her i tiden og over for døden og for evigheden.

Gud kaldte i Paradisets have: ”Hvor er du, menneske, jeg er her, og vil være der for dig.” Sådan kalder han også af os, og vil være der for os, også nu.

God søndag

Keld Skovgård