
Nyt forsøg med visegruppen ”Skagerrakkærne”
2. september 2017 - kl. 0:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Man kan spørge sig selv, hvorfor nu det? Jo, det er af den simple grund, at visegruppen sidste år skulle have besøgt Lyngså kirkehus, men på grund af en voldsom storm i Skagerrak, der lukkede alle færger inde i havnene, måtte arrangementet naturligvis aflyses, da nordmændene var nødsaget til at blive hjemme. Men det bliver der rådet bod på nu, og gruppen kommer til Lyngså kirkehus torsdag 28. september og underholder fra 19.00.
Vennetrio
Den norske trio blev etableret i 2004 af vennerne Gjermund Walle, Olaf Klunderud og Per Gunnar Bjørholt, der alle er fra området Bamble og Stavern i Sydnorge.
CD-er
Alle tre komponerer, og Olaf Klunderud og Per Gunnar Bjørholt skriver teksterne. Repertoiret udvides stadig og er i norsk klassisk visetradition, som grænser til roots og jazz. Alle tre synger både solo og flerstemmigt, og der spilles på mange instrumenter som kontrabas, mandolin, guitar, banjo, tangentinstrumenter og mundharpe. Hertil kan man lægge, at den ene af musikerne er bluegrassentusiast, en anden har lang erfaring som pop- og dansemusiker, og den sidste er solotrubadur i visegenren, samtidig med han synger og spiller sammen med sin hustru Velaug.
Gruppens første CD ”Fra Jomfruland til Færder” blev indspillet i 2008, og den gav en hel del omtale. CD nummer to, ”Fire fyre fra fjæra”, blev indspillet 2009. Herudover har Per Gunnar Bjørholt indspillet tre soloalbums fra 2011 til 2016 – ”Stavernsviser” ”Rødt album ” og ”Svart album”.
Natur som tema
Skagerraks kystlandskab med geologi, flora, fauna, mennesker og kultur er ofte tema i teksterne. Alle tre er optaget af, at dem som kommer efter os også skal få et godt liv i vores skønne og gavmilde natur.
Danofil Gruppe
Gruppens udprægede danofile tiltrækning gør, at de tit rejser til Danmark – særlig Jylland. Det er ofte når, der skal øves nyt stof. I 2011 og 2014 var gruppen på to små turnéer i Danmark, og her i efteråret 2017 bliver det blandt andet i Lyngså og andre steder.
Tekst Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nyt forsøg med visegruppen ”Skagerrakkærne”' til en bekendt