
Hurtigst til at levere materiale til Patienterstatningen
17. august 2017 - kl. 9:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Siden 2012 er Region Nordjylland gået fra gennemsnitligt 76 dage til gennemsnitligt 8 dage, når de skal levere journalmateriale til Patienterstatningens sagsbehandling. Det betyder kortere sagsbehandling for patienterne, sparede renteudgifter for regionen og bedre læring på hospitalerne ved fejlbehandling.
Fra dårligst til bedst
I 2012 bad Patienterstatningen regionerne om at stramme op, når de leverede journalmateriale til behandlingen af patienterstatningssager. På det tidspunkt skrabede hospitalerne i Region Nordjylland bunden med gennemsnitligt 76 dages leveringstid på det efterspurgte materiale, hvilket var stærkt medvirkende til at forringe Patienterstatningens sagsbehandlingstider.
– Vi fulgte opfordringen, og siden er der gjort et stort stykke arbejde fra administrationen ude på sygehusene og den centrale administration for at få gennemgået processerne, så journalmaterialet hurtigt kan komme til Patienterstatningen, fortæller Peter Larsen, kontorchef for Jura & Forsikring i Region Nordjylland.
Arbejdet har givet bonus, og Region Nordjylland er nu den region med den korteste responstid, når der skal sendes journalmateriale til Patienterstatningen. I maj 2017 var den gennemsnitlige tid for fremsendelse 8 dage, og alle regionens tre hospitaler (Aalborg Universitetshospital, Regionshospital Nordjylland og Psykiatrien) lå i top 5 i Danmark. Og gennemsnittet for første halvår 2017 er 12 dage.
Fordele for patient, økonomi og læring
Når Region Nordjylland er blevet hurtigere til at fremsende journalmateriale, så har det den naturlige konsekvens, at den samlede sagsbehandlingstid hos Patienterstatningen for den enkelte borger bliver kortere. Den kortere samlede sagsbehandlingstid har imidlertid også en positiv påvirkning på regionens økonomi.
– Når en patient får tilkendt erstatning, så betaler regionen renter af erstatningsbeløbet i sagsbehandlingstiden. I 2016 udbetalte Region Nordjylland 71,2 mio. kr. i patienterstatningssager. Derfor er der naturligvis også penge at spare i renteudgifter, når vi har nedbragt svartiderne med omkring to måneder fra 2012 til i dag, siger Peter Larsen.
Arbejdet med at nedbringe svartiderne til Patienterstatningen er også med til at forbedre kvaliteten af det kliniske arbejde på hospitalerne. Det fortæller overlæge Per Thorgaard fra kvalitetsenheden på Aalborg Universitetshospital, hvor han blandt andet står for den lægefaglige vurdering i forbindelse med klagesager.
– Speed er ganske enkelt vigtigt, hvis man på den enkelte klinik skal uddrage læring af fejl. Hvis der går for lang tid, så fortaber den enkelte sag sig nemmere i hukommelsen. Den hurtigere sagsbehandlingstid sikrer til gengæld, at klinikkerne får uddraget den kliniske læring af episoden, så fejlen ikke sker igen, forklarer Per Thorgaard.
Aalborg Universitetshospital trimmede sagsgangene
Aalborg Universitetshospital var et at de steder, der tog handsken op for at nedbringe svartiderne til Patienterstatningen. Her blev det i 2015 besluttet at ændre sagsgangene for at nedbringe svartiderne i patienterstatningssager og frigøre sekretærressourcer ude i afdelingerne til at håndtere andre arbejdsopgaver.
– Vores målsætning var at gå fra de længste svartider i landet til de korteste, og vi har siden da reduceret svartiderne fra 72 dage til 7 dage. Vi er enormt stolte af, at vi har kunnet tage så store skridt på det område, fortæller Kim Mikkelsen, direktør for økonomi og drift på Aalborg Universitetshospital.
Susanne Bjørn er ledelsessekretær i Aalborg Universitetshospitals Ledelsessekretariat, hvor opgaven er blevet forankret.
– Første skridt i at opnå målsætningen skete ved at ansætte en lægesekretær i Ledelsessekretariatet, som kunne trække alt journalmateriale, prøvesvar og øvrigt materiale for alle afdelinger og uploade det til Patienterstatningen. Det nedbragte svartiden til 12 dage, fortæller Susanne Bjørn.
Andet skridt blev taget, da det 1. marts 2017 blev teknisk muligt at koble Patienterstatningen på hospitalets røntgensystem. Her havde man tidligere været nødt til at gemme billedbeskrivelser og røntgenbilleder på en CD-rom og sende dem med posten.
– Nu kan vi uploade billedbeskrivelserne, og på baggrund af dem kan Patienterstatningen anmode om at se bestemte billeder, hvilket sekretærerne i Radiologisk Afdeling så kan give Patienterstatningen adgang til. Trimningen af den arbejdsgang har bragt Aalborg Universitetshospitals svartid ned på 7 dage, og samtidig er der store besparelser på porto og CD-rom’er, oplyser Susanne Bjørn.
Gennemsnitlig svartid fra regionerne i 1. kvartal 2011-1. kvartal 2012:
Region Nordjylland 76 dage
Region Hovedstaden 72 dage
Region Syddanmark 72 dage
Region Sjælland 69 dage
Region Midtjylland 64 dage
Gennemsnitlig svartid fra regionerne efter 1. halvår 2017:
Region Hovedstaden 31 dage
Region Sjælland 22 dage
Region Midtjylland 18 dage
Region Syddanmark 14 dage
Region Nordjylland 12 dage
Gennemsnitlig svartid for Region Nordjyllands hospitaler i maj 2017:
Psykiatrien 3 dage
Aalborg Universitetshospital 7 dage
Regionshospital Nordjylland 8 dage
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hurtigst til at levere materiale til Patienterstatningen' til en bekendt