
Spejderlejr: Kender du
Mølleparken Maltrev?
21. maj 2017 - kl. 10:15 - af 020838
Om bare et par måneder er der i hvert fald over 300 spejdere fra Frederikshavn Kommune samt omkring 75 udenlandske spejdere, som ikke er i tvivl om, hvad Mølleparken Maltrev er.
Det er nemlig navnet på det område på Spejdernes Lejr 2017, hvor alle spejdere fra Frederikshavn Kommune skal bo. Selvfølgelig sammen med en masse udenlandske spejdere.
Onsdag den 17. maj var der orienteringsmøde for alle spejderledere i Frederikshavn Kommune, som var interesserede i at høre mere om, hvordan det kommer til at blive at bo i Mølleparken Maltrev.
Det var tredje gang, at alle spejdergrupperne i Frederikshavn Kommune var inviteret til et møde om Spejdernes Lejr 2017. Der er nemlig rigtig mange ting, som skal aftales og være styr på inden man som spejdergruppe deltager i en stor spejderlejr med omkring 40.000 andre spejdere fra hele verden. Og da alle spejdere fra hver kommune skal bo i samme område, er der også mange ting som skal aftales og koordineres mellem grupperne.
Vi er så heldige i Frederikshavn Kommune, at der er et rigtigt godt samarbejde imellem alle spejdergrupperne, uanset hvilket spejderkorps vi kommer fra. Der har i Frederikshavn Kommune været en lang tradition for samarbejde mellem korpsene, og det kan vi rigtigt mærke nu, hvor vi skal samarbejde om at få et helt lille ”kvarter” op at stå på Spejdernes Lejr 2017.
Og her kommer vi tilbage til Mølleparken Maltrev.
Hver Kommune har nemlig fået til opgave at navngive deres eget lille kvarter i den store by, som Spejdernes Lejr bliver. Og da Frederikshavn Kommune skal bo i den bydel, der hedder ”Møllen”, har vi fået til opgave at finde et navn relateret til en mølle i kommunen.
Som spejderledere i Frederikshavn Kommune vil vi gerne navngive kvarteret efter en eller flere møller, som alle i lokalområdet kender. Og her faldt valget på de fire hav-vindmøller, som ligger lige uden for Frederikshavn.
De er velkendte for alle og er et landskabeligt kendetegn for området. Møllerne har ikke et egentligt kaldenavn, men ved at undersøge sagen lidt, fandt vi ud af, at møllerne er placeret på et område, som hedder ”Maltrev”. Ud fra dette har vi så konstrueret navnet Mølleparken Maltrev.
Så når først vi i slutningen af juli befinder os på Spejdernes Lejr 2017, så vil der ikke være en eneste spejder i Frederikshavn Kommune, som er spor i tvivl om, hvad Mølleparken Maltrev er.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spejderlejr: Kender du
Mølleparken Maltrev?' til en bekendt