
Nordjyske Falck-reddere
til faglige møder i protest
25. april 2017 - kl. 9:39 - af 020838
Tirsdag morgen nedlagde redderne på flere Falck-stationer i Nordjylland arbejdet for at gå til faglige møder. Utilfredsheden med den nye overenskomst for LO-fagforbundene, der blev stemt igennem af medlemmerne i sidste uge, viser sig nu flere og flere steder, fortæller TV2 Nord.
Fredag forlod slagterimedarbejdere i hobetal samlebåndene for at vise deres utilfredshed med aftalen. Tirsdag morgen var turen så kommet til Falck-redderne i Nordjylland.
Her gik redderne på flere stationer i blandt andet Aalborg, Brønderslev, Hjørring, Fjerritslev, Hobro og Nykøbing Mors til faglige møder. I første omgang lignede det ikke en arbejdsnedlæggelse, men da møderne alle steder varede længere end de 30 minutter, infomøder normalt må vare, blev det af Falck betragtet som en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.
Det oplyser en pressemedarbejder fra Falck til TV2 Nord, som også fortæller, at redderne de fleste steder er tilbage på arbejde igen. Kun i Aalborg skulle det faglige møde trække yderligere ud.
– Det er dog ikke sådan, at der ikke er blevet kørt akutte kørsler her til morgen. Det har vi haft en aftale om, siger pressemedarbejderen.
Ligesom slagterimedarbejderne har ambulanceredderne været utilfredse med vilkårene i den nye overenskomst, som har mødt stor modstand rundt omkring i de enkelte forbund under LO. Men da det samlet blev et ja fra alle forbund, har det resulteret i strejker og protester fra de medlemmer, der har stemt imod.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjyske Falck-reddere
til faglige møder i protest' til en bekendt