
Sæby Apotek informerer
om høfeber i foråret
19. marts 2017 - kl. 10:22 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Alt tyder på, at foråret banker på døren. Det betyder mere lys, solskin, højere temperaturer og pollen – det sidste er en plage for rigtig mange mennesker.
Faktisk regner man med at cirka 25 procent befolkningen i større eller mindre grad plages af høfeber. Det giver sig udtryk i kløe i næse og øjne, løbenæse og nysen, næsen kan blive tæt, nogle oplever søvnbesvær, hovedpine og træthed og ikke mindst en generel utilpashed.
Høfeber kædes ofte sammen med astma, høfeberpatienter har øget risiko for at udvikle astma, og omkring 80 procent af patienter med allergisk astma har også høfeber.
Der findes i dag ikke nogen entydig forklaring på den hyppige forekomst af høfeber. Det menes, at vores indeklima i hjem og på arbejdspladser bærer en del af skylden, fordi der i vores tætte og isolerede huse, er god grobund for allergener for eksempel fra husstøvmider og dyrehår.
I udemiljøet peger man på forurening af for eksempel sodpartikler og nye planter, eksempelvis platan og bynke.
Personer, der gennem lang tid har lidt af høfeber, vænner sig under tiden til symptomerne, og anser dem nærmest som noget normalt. Det kan gøre det vanskeligt at stille den rigtige diagnose.
Børn, der rammes af høfeber, oplever ofte, at det går ud over indlæring og skolegangen, særligt plagsomt er det, når høfeberen sætter ind omkring eksamenstiden, hvor nerverne i forvejen er på højkant.
Det kan betyde dårligere eksamensresultater, end hvis man ikke havde været påvirket. Også voksnes præstationsevne påvirkes – med den generelle utilpashed og de øvrige symptomer, reduceres produktiviteten.
For at få det bedst mulige ud af situationen, er det vigtigt at sætter en tilstrækkelig behandling ind. Det kan være formålstjenligt at tale med sin læge, især hvis høfeberen varer længere tid, eller er stærkt generende.
Lægen kan ved hjælp af tests finde ud af, hvad det er man er overfølsom over for, og kan sætte en behandling i gang. Er man mindre plaget, kan apoteket give vejledning i en behandling, der dæmper symptomer for øjne, næse og resten af kroppen.
Når man skal behandle høfeber, er det i første omgang symptomerne, man ser på – er der gener fra næsen (kløe, løbende næse nysen) eller er det øjnene (kløe) eller måske begge dele.
Til næsen kan man bruge såvel en langtids behandling, som en akut behandling. Typisk bruger man en forebyggende næsespray med steroider fast i hele sæsonen, og så har man en næsespray med et antihistamin til akut brug. Derudover er det en god ide flere gange om dagen at skylle næsen med saltvand.
På apoteket kan man købe en spray med renset fortyndet havvand, der kan give næseslimhinden et blidt brusebad, og dermed skylle en del af de pollen ud, som er kommet ind. Til øjnene bruges øjendråber med et antihistamin.
Der skal dryppes fra to til fire gange daglig, afhængig af lægemidlet. Også øjnene kan have godt af at blive skyllet med saltvand, her skal man dog bruge de særlige saltvandsøjendråber, ellers kan det blive meget ubehageligt. Er dette ikke nok, kan man i tillæg tage en antihistamin tablet.
Har man høfeber i flere uger hvert år, kan det være en fordel at tale med sin læge om det.
Dels kan lægen, hvis det skønnes relevant, ordinere lægemidler som er kraftigere end de, man kan få i håndkøb, dels kan man få udredt, hvad det er man er overfølsom overfor, og så prøve at undgå det, eller imødegå med forebyggende behandling.
Endelig er der mulighed for en form for vaccination, eller desensibilisering. Det er et forløb, som varer i flere år, og som man skal til en hudlæge for at få sat i gang.
Et par råd om hvad man kan gøre for at reducere påvirkningen.
- • Husk medicinen
- • Slå græs, mens det er fugtigt af dug
- • Tør ikke tøj udendørs i pollensæsonen
- • Skyl håret for pollen inden du går i seng
- • Hold bilens vinduer lukket, og få monteret et pollenfilter i indsugningen hvis det er muligt.
- • Brug solbriller eller cykelbriller, når du cykler – så undgår du pollen i øjnene
- • Luft ud tidligt om morgenen eller sent om aftenen, når pollentallet er lavt.
- • Tjek pollentallet på http://www.astma-allergi.dk/dagenspollental
- • Hold dig inden dørs når det er muligt.
- • Undgå pelsdyr, de kan have pollen i pelsen.
God weekend
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Apotek informerer
om høfeber i foråret' til en bekendt