Masterplan Sæby står nu<br> over for endelig vedtagelse

Masterplan Sæby står nu
over for endelig vedtagelse

6. marts 2017 - kl. 1:07 - af

Tirsdag er planen sat på dagsordenen for mødet i Plan- og Miljøudvalget, og den kommunale indstilling lyder på, at Plan- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Byrådet, at disse vedtager Masterplan Sæby endeligt.

På Plan- og Miljøudvalgets møde den 6. december 2016 vedtog udvalget et forslag til Masterplan Sæby. Med beslutningen vedtog udvalget også, at forslaget skulle debatteres med Sæbys foreninger og borgere inden forslaget vedtages endeligt.

Forslaget blev debatteret med Sæbys foreninger den 17. januar, hvor der deltog cirka 75 repræsentanter fra foreningslivet i Sæby.

På mødet var der stor opbakning til masterplanen, og mange af foreningerne tilkendegav, at de kunne se mange muligheder for at udvikle Sæbys foreningsliv og i fællesskab med kommunen være med til at udvikle Sæby til en moderne og aktiv by med udgangspunkt i de særlige kvaliteter, Sæby indeholder.

Som en udløber af masterplanforslaget er de tre foreninger – Sæby Erhvervsforening, Sæby Handelstandsforening og Turisthus Nord – gået sammen om at fokusere på mulighederne for realisering af masterplanen til gavn for hele byen.

Forslaget til Masterplan Sæby blev efterfølgende debatteret på et borgermøde den 1. februar. Her deltog cirka 200 borgere.

Der var en bred debat om emner som mødesteder for børnefamilier og unge, bedre sammenhæng mellem Sæbys kvaliteter, etablering af Sæby Spektrum ved Sæby Fritidscenter samt Sæby som eventby, hvor foreningerne går sammen om at skabe events i en målestok, der passer ind i Sæby.

På møderne blev der også indgået ”aftaler” mellem foreninger og borgere, der kunne se muligheder i at bruge hinanden, eksempelvis Nellemanns Have og børnefamilierne, der sammen ønsker at etablere nye mødesteder for børnefamilier tæt på byen.

I oplægget til Plan- og Miljøudvalgets behandling hedder det endvidere, at der på borgermødet også blev debatteret konkrete emner som problematikken om stemmeværket ved Sæby Vandmølle, skolestruktur, ønsker om flere toiletter og flere borde/bænkesæt tæt på stranden og en badebro ved Sæby Søbad.

Det blev også efterlyst, hvordan der skal arbejdes videre med ideerne, da sæbynitterne ikke kan løse opgaven alene.

Som opfølgning på masterplanen stiller kommunen blandt andet en kontaktperson til rådighed, som kan være sparringspartner, hjælpe netværk, arbejdsgrupper, foreninger og andre videre med en konkret idé eller aktivitet.

Der er indtil nu kommet fire henvendelser fra personer og foreninger, som ønsker et møde med kommunen om deres projekter og konkrete ideer til aktiviteter.

Derudover har kommunen et særligt fokus på de udviklingsområder, som er beskrevet i masterplanen.

Det er projekter, som tager udgangspunkt i Sæby Havn, mødesteder for børn, unge og børnefamilier, byrum med aktiviteter, boliger med særlige kvaliteter samt at ”gøre Sæby synlig for andre end os selv”.

Tekst af Per Rye

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Masterplan Sæby står nu
over for endelig vedtagelse'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger