Vaneforbryder – en klumme<br> om lystfiskeriets glæder

Vaneforbryder – en klumme
om lystfiskeriets glæder

6. februar 2017 - kl. 0:21 - af

Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Søren Visti Jensen, Sæby:

Efter i en alder af 12 år i sommeren 1969 at være blevet introduceret til lystfiskeriets glæder af den lidt yngre nabodreng Flemming, tilbringer Søren nu en stor del af sin fritid med fiskeri med den nye fiskestang som Svend Sulbæk har spenderet – og står i flere år for et ikke uvæsentligt bidrag til middagsbordet på Aalborgvej.

Makrel og hornfisk om sommeren – fladfisk forår og efterår og torsk i vinterhalvåret. Fiskeriet foregår med bundsnøre for det meste, bortset fra hornfisk og makrel, som foregår med prop og sildeagn. Sandorm kan købes hos ”Svend Gønge” i iskiosken på havnen, eller graves med greb ved lavvande på Sønderstranden.

Søren fisker også forsøgsvis i Sæby å, hvor der i perioder er et særdeles godt fiskeri – fortrinsvis efter regnbueørreder, der i stort tal undslipper ørreddambruget ved Sæbygård hver gang der har været et større regnskyl.

Også hvad angår fiskeri er Søren uforbederlig systematiker. Han fører nøje protokol med hvad der fanges, og relevante data skrives ned i et brunt stilehæfte. Dato, fangststed, vejr- og vindforhold, vandets farve, strømretning osv.

Han kan således med rimelig sikkerhed dokumentere overfor sig selv og andre, hvor der er bedst at fiske under givne forhold. Særlig to steder skiller sig positivt ud.

Det ene sted har i lystfiskerkredse fået det lidet flatterende øgenavn ”Røvhuldet”, hvilket henviser til lokalitetens nære beliggenhed til rensningsanlæggets udledninger af stort set urenset spildevand. Her har Vanggårds Fabrikker lavet et inddæmmet område på hvis sydside vandet er ganske lavt, men til gengæld er et sandt eldorado for skrubber og ål, der ikke er så kraphalsede hvad angår vandkvalitet.

Det andet mest succesfulde fiskested, baseret på Sørens og nogle kammeraters erfaringer, er på Nordre mole, fra Svømmeklubben og udad, hvor der er dybere vand end på Søndre Mole, og hvor vandet er renere og ikke så påvirket at rensningsanlæggets udledninger.

De fleste fisker derfor her, og specielt om foråret kan der være gode rødspættefangster – og om vinteren pæne fangster af torsk – fra den ydre stensætning bag Svømmeklubben.

I perioder med makrel om sommeren sidder folk tæt på begge moler, men nordsiden er klart bedst og den mest populære. Søren har en sjælden gang – nærmest ved et uheld – fanget en havørred, men det er ikke denne ædelfisk, der er lystfiskernes foretrukne fangstemne på nordsiden.

Men helt uden at vide det har Søren og mange andre imidlertid gjort sig skyldige i en alvorlig forbrydelse, der mange år senere kom til at koste tre intetanende drenge en bøde på 10.000 kroner og konfiskation af fiskegrej for at have fanget en lille skrubbe. Forklaringen er som følger:

Sæby Å har sit udløb stort set hvor det altid har været, og der gælder en fredningslinje på 500 meter fra udløbet. Det er en uomtvistelig kendsgerning, som man kan vælge at håndhæve mere eller mindre restriktivt.

Emsige kontrolmyndigheder har derfor de senere år opsat skilte med fiskeriforbud på Nordre mole, formentlig presset af den lokale lystfiskerforening, der hvert år udsætter ørredyngel.

Disse småfisk må så ikke fanges indenfor den nævnte 500 meters radius fra å-udløbet, men gerne i selve åen, hvor fiskenes chancer for at undslippe alt andet lige må formodes at være betydeligt mindre.

Denne fredning skulle så åbenbart håndhæves den pågældende dag de tre drenge var ude for at fiske skrubber – en fisk der også her en forkærlighed for det brakvand der er i nærheden af åen.

Fiskerikontrollen slog til, og betjentene så ingen formildende omstændigheder for forbrydelsen, der blev takseret hårdest muligt.

Forseelsen har formentlig indbragt statskassen et større provenu end de ulovligheder en mellemstor hæktrawler ville kunne idømmes i tilfælde af ulovligheder – og som de selvsamme kontrolmyndigheder måske hellere skulle bruge deres tid på at kontrollere.

Udsmid af tonsvis af døde spisefisk fra erhvervsfiskernes side er lovligt, men at fange en skrubbe på Sæbys Nordmole er kriminelt og straffes med hård hånd.

Ovenstående episode og forbud har imidlertid resulteret i, at ivrige lystfiskere – både turister og fastboende – nu klumper sig sammen på sydmolen, specielt om sommeren, hvor der fanges makrel eller fjæsing.

Hvis man helt nøjagtigt kunne forestille sig en halvcirkel, slået med en kæmpepasser med en radius på 500 meter fra å-udløbet, ville det meste af Sydmolen formentlig også være forbudt område, men her har myndighederne lidt småhyklerisk åbenbart affundet sig med, at et kollektivt lovbrud er helt i orden.

Jeg tør ikke tage mine fiskeinteresserede smådrenge med på Søndre Mole til fiskeri, da dette i højsæsonen er farligt på grund af de alt for mange fiskere, der næsten står skulder mod skulder og deres vildfarne grejer med pirke og kroge, der nemt kan ende i ansigtet eller andre steder på kroppen af den uopmærksomme eller uerfarne novice.

Jeg er derfor på linje med blandt andre Turistforeningen, der flere gange har argumenteret mod det groteske i forbuddet på nordsiden.

Det drejer sig bare om at være lidt fleksibel. Selvfølgelig skal der ikke sættes ruser eller garn op indenfor den nævnte radius eller i å-mundingen, men at fratage turister og lokale den glæde, uden risiko for liv og lemmer – og ikke mindst tegnebog – at stå op en tidlig sommermorgen sammen med solen og fange makrel, hornfisk eller fjæsing virker umiddelbart absurd.

Det er ikke god politik i en turistby og ditto kommune!

Og skulle man nu gøre forholdene helt optimale for lystfiskerne, så burde der gøres noget ved stemmeværket ved vandmøllen – men det er en helt anden historie!

En kommentar til “Vaneforbryder – en klumme
om lystfiskeriets glæder” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “Vaneforbryder – en klumme
om lystfiskeriets glæder”

  • Kim Trolle Wadum

    Hvis du vil love at arbejde aktivt for at få fjernet byens skamplet stemmeværket, så kan du nok godt regne med en hel del lystfiskerstemmer til valget.
    Du kan i hvert fald regne med min opbakning.

    Vi mangler nogen der tør flytte byen ud af fortiden.
    Det er i mine øjne det der skal til, hvis Sæby skal være et attraktivt sted.

    Det kan ikke hjælpe noget, at alle initiativer bliver fejet af bordet fra politikernes side.
    Enten på grund af egne interesser, eller en eller anden misforstået idé om at vi for enhver pris skal bevare alt der er gammelt.

    Jeg har boet her hele mit liv, og jeg ønsker ikke at byen skal blive ved med at ligne noget fra fortiden.
    Vi skal også videre.

    Når jeg ser tilbage på de sidste byråd, vil de blive husket for disse ting:
    Forringelser og naturfjendtlighed.
    Skolestruktur, skiffergas og faunapassage.

    Den sidste sag stinker så meget, at jeg nægter at stemme på Socialdemokratiet igen, før der er ryddet helt op i rækkerne.

    Men sig til Søren, så hjælper jeg gerne med at hænge valgplakaterne op.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Vaneforbryder - en klumme
om lystfiskeriets glæder'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger