Ejerforeningen Sæby Søbad:<br> Nej til boliger i centerbygning

Arkivfoto

Ejerforeningen Sæby Søbad:
Nej til boliger i centerbygning

24. januar 2017 - kl. 15:20 - af

Ejerne af Søbad husene vil bevare et samlet Sæby Søbad Feriecenter med aktiviteter relateret til restaurationsdrift, konference aktiviteter, turisme eller lignende, og siger klart nej til centerbygningens ejers planer om at omdanne bygningen til flere boliger.

Indsigelse fra bestyrelsen i Ejerforeningen Sæby Søbad.

Som et led i processen der kører henimod beslutningen om hvorvidt Frederikshavn Kommune indvilliger i at lave tillæg til den gældende Kommuneplan 2015 og efterfølgende ny lokalplan, ønsker bestyrelsen af Ejerforeningen Sæby Søbad at fremsende vores syn på sagen.

Bestyrelsen ser sin opgave som en hvor vi på én og samme tid respekterer udgangspunktet for husejernes køb af husene i 2008 og husejernes fremtidige interesser for Sæby Søbad, som er at beholde Sæby Søbad som det feriecenter det altid har været.

Derudover ønsker bestyrelsen også at sende et signal om vigtigheden af at bibeholde Sæby Søbad, som et feriecenter, fordi vi anser dette som vigtigt i bestræbelserne på at beholde og udvikle turismen i Sæby.

Dette er også ønsket i den lokale handelsstandsforening og det lokale erhvervsliv, som også støtter op omkring arbejdet med at udvikle turist- og ferieaktiviteterne i byen.

Ligeledes er vores klare opfattelse at også Frederikshavn Kommune ønsker at udvikle turismen i byen og i dette område. Dette ses bl.a. ved det kommunalt initierede projekter som Masterplan Sæby eller “Ej BLÅT til pynt – liv langs 100 km kystlinje”, som blev søsat af Frederikshavn Kommune på en konference den 18. august 2016, samt de mange forskellige analyser og anbefalinger der nu foreligger.

Således mener vi ikke at inddragelsen af Centerbygningerne i Sæby Søbad til privatbeboelsen understøtter hverken husejernes, de lokale erhvervsdrivende eller kommunens planer og ønsker for området.

Det er kommet til vores kendskab at der i processen er skrevet om, at én af årsagerne til at den nuværende ejer ansøger om lov til at ændre anvendelsen af Centerbygningerne skulle være den, at det har vidst sig umuligt at drive restaurationsdrift fra bygningerne.

Derudover har vi hørt om et tidligere mislykket forsøg fra mulige interesserede købere af bygningerne og endelig at disse to årsager skulle være grunden til og dokumentationen for at der nu kun findes den ene mulighed at lave om på anvendelsen af bygningerne.

Med hensyn til restaurationsdrift i bygningerne, så er det bestyrelsens opfattelse at dette burde kunne lade sig gøre.

Og med hensyn til tidligere mislykket forsøg på overtagelse af Centerbygningen, så mener vi også at det her er på sin plads at nævne, at en væsentligt forhøjet salgspris på nogle ikke vedligeholdte bygninger ganske klart forringede mulighederne for at finde nye ejere.

Husejerne udtrykker bekymring over kommunens planer (eller mangle på samme) for området og for Sæby Søbad, og det må forventes at en evt. ændring af den gældende lokalplan vil afstedkomme en betydelig kritik fra ejerne af husene i Sæby Søbad.

Det er bestyrelsens forventning, at en væsentlig del af de nuværende husejere, efter en evt. ændring af den nuværende lokalplan, som vil muliggøre privatbeboelse i Centerbygningen, vil anmode om at få ændret lokalplanen således, at enkelthusene vil kunne anvendes til helårsbeboelse.

Dette vil igen betyde en væsentlig reduktion i udbuddet af ferieboliger i Sæby.

Vi opfordrer meget kommunen til at lytte til de input og indsigelser, som de enkelte husejere formodes at indsende.

Vi er i bestyrelsen for Ejerforeningen Sæby Søbad klar over at det kan se ud som om vi ”bare” siger nej til alle nye forslag vedr. Centerbygningen, men det er bestemt ikke vores intention.

Ejerne af Søbad husene (og dermed bestyrelsen) ser meget gerne at der sker positive tiltag og initiativer, som understøtter driften af Centerbygningen (som en del af et samlet Sæby Søbad Feriecenter) i aktiviteter relateret til restaurationsdrift, konference aktiviteter, turisme e.l.

Hvis det ønskes eller kræves at Ejerforeningen involverer sig i dette arbejde, så er bestyrelsen villige til det.

Med venlig hilsen

Brian Stenbro
Bestyrelsesformand for Ejerforeningen Sæby Søbad

Borgermøde
I forbindelse med foroffentlighedsfasen inviterer Frederikshavn Kommune til borgermøde torsdag den 26. januar 2017, kl. 1900-2030 i fællesbygningen ved Sæby Søbad på Strandvej 204 i Sæby. På borgermødet vil projektet blive præsenteret, og der er mulighed for debat.

Du kan også deltage i den offentlige debatperiode fra onsdag den 18. januar til onsdag den 15. februar 2017.

Ideer og forslag til ny planlægning skal være modtaget hos Frederikshavn Kommune senest onsdag den 15. februar 2017. Bemærkninger skal være skriftlige og sendes til tf@frederikshavn.dk eller Frederikshavn Kommune, Center for Teknik og Miljø, Rådhus Alle 100, 9900 Frederikshavn. Du bedes oplyse sags nr. GEO-2015-22725 ved henvendelse.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ejerforeningen Sæby Søbad:
Nej til boliger i centerbygning'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger