Sporvogne og skærgårds-færger i Stor-Gøteborg…

Sporvogne og skærgårds-færger i Stor-Gøteborg…

29. august 2026 - kl. 3:47 - af

…Fantastisk ferie-fund for fem-og-firs kroner.

Sæbys tidligere provst Viggo Ernst Thomsen har denne sommer været 30 timer i Gøteborg. Det meste af tiden brugte han i byens sporvognsnet, hvilket han her varmt anbefaler:

“Ofte har jeg hørt fra venner, der har været en tur i Sydtyskland: ”Sporvogne giver sådan en afstresset by. Det er så gemütlich”.

Gøteborg har Nordens længste sporvognssystem
Vi har ingen sporvogne i Danmark. De, der var, kører i dag rundt i Alexandria. Vil man opleve sporvogne og hvad de gør ved en by, må man derfor tage til nabobyen i øst: Göteborg, der har Nordens længste sporvognssystem med i alt 173 km. Sporvognene danner rygraden i hele Stor-Göteborgs offentlige transport.
Det begyndte i 1879 med første linje med hestetrukken vogn. Billetpris: 10 svenske ører. I 1902 blev sporvognene elektriske. I dag er der tolv almindelige sporvognslinjer. Og man er ved at indføre nyeste sporvognsdesign nummer 33. Der er afgang hvert tiende eller femtende minut det meste af døgnet.
Göteborgs sporvogne kører ikke kun i den indre by, men også ud til satellitbyerne. De dækker således store dele af byområderne i både Göteborg og Mölndals kommuner. Dagligt kører alle sporvognene til sammen næsten en (1) omgang Jorden rundt.

Sporvogne gør Gøteborg centrum afstressende og gemytligt
Sporvognssystemet i Gøteborg har godt 150 millioner passagerer årligt. Derfor kan der godt være plads til en enkelt eller to mere, uden at det bryder sammen. Ja, selv passagerer fra Nordjylland. Byens centrum er de senere år blevet ekstra charmerende og støjsvagt, idet man har ført den tunge bil- og lastbilstrafik fra E45, E6 og E20 ned under centrum i tunneller. Måske forbereder man sig på, at byen bliver det forenede Nordens hovedstad? Den har i hvert fald formatet og den kollektive trafik til at kunne klare det.

En 24-timers voksenbillet i Zone A
Hele sporvognsnettet i Göteborg kategoriseres som Zone A. Men Zone A dækker også skærgårdsområdet ud for den sydvestlige endestation Saltholmen. Herfra sejler på timebasis flere færger til de forskellige øer med gods, øboere, sommerhusbeboere og andre gæster. Sporvogn 11 kører lige til færgeområdet.
Man kan udover at købe en 90 minutters billet, også købe en billet, der er gyldig i 24 timer og man kan opleve byens levende puls, alle dens kvarterer og selv dens yderst naturskønne yderområder. Og så oven i et ægte ”Skærgårdscruise.”
Har du set Göteborgs kirker, parker og museer? Er du blevet for gammel til Lisebergs svimlende forlystelser? Og kedet dig i Nordstans indkøbsinferno? Da kan en sådan 24 timers billet anbefales, hvor du kommer ind i byens pulserende hjerte. Med Metro og S-tog oplever man ikke en by. Det er bare kun kørsel fra A til B. Men med en sporvogn er det helt anderledes. Her mærker man virkelig byens sjæl. I City kører sporvognen langsomt. Men på vejen til drabantbyerne er hastigheden på niveau med S-tog.

Hvad gør man?
1) Download appen ”Västtrafik”. Her køber man billetten (lige inden man træder ind i den første sporvogn).
2) Et Gøteborg-sporvognskort findes på nettet. Print det.
3) Find overnatning i nærheden af ”Brunnsparken”, der er sporvognenes samlingspunkt.
4) Og hvis man vil nøjes med en enkelt overnatning i Gøteborg, er det en fordel at rejse med færgen en af de dage, hvor der er en tidlig morgenafgang fra Frederikshavn.
For tiden er der en sommerafgang kl. 6.15. Ankomst Gøteborg kl. 10.00. Den er helt perfekt.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sporvogne og skærgårds-færger i Stor-Gøteborg...' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger