Illustrationsfoto
Borgerne i Frederikshavn Kommune skiller sig ud et sted i sundhedsprofilen
12. april 2026 - kl. 4:52 - af Jeanette Wildenhoft
Udvalget for Sundhed, Pleje og Forebyggelse skal på næste møde i udvalget den 15. april kigge nærmere på resultater og konklusioner i sundhedsprofilen, som viser interessante tal.
Sundhedsprofilen for 2025 giver et indblik i, hvordan borgerne i kommunen oplever deres egen sundhed og hverdag. Overordnet set ligner Frederikshavn Kommune de øvrige kommuner i Region Nordjylland på langt de fleste områder, og der er kun ét sted, hvor kommunen adskiller sig tydeligt: flere borgere i Frederikshavn Kommune lever med 4 eller flere sygdomme samtidigt.
Undersøgelsen bygger på svar fra 41,9 % af kommunens borgere, hvilket svarer til regionens generelle svarprocent, der ligger på 41,3%.
Når borgerne vurderer deres eget helbred, følger udviklingen samme mønster som i resten af Nordjylland med en stigning siden 2010. I dag svarer 21% i kommunen, at de har et dårligt selvvurderet helbred.
Kostvaner, overvægt og søvn
Kostvaner, svær overvægt og søvnkvalitet ligger også på niveau med regionsgennemsnittet – dog en anelse højere i forhold til dårlig søvnkvalitet og svær overvægt.
En fjerdedel af borgerne scorer lavt på kostskalaen, mens det også er en fjerdedel af borgerne, der er svært overvægtige. Begge områder viser en langsom stigning gennem de seneste 15 år, ligesom i resten af regionen. Det samme gælder søvnkvaliteten, hvor 21% oplever dårlig søvn.
Ensomhed og stress
Oplevelsen af ensomhed fylder hos 11% af borgerne. Selvom ensomhed generelt er steget over de seneste årtier, ser vi i Frederikshavn Kommune et lille fald siden 2021.
Det må anses som værende positivt, men vi ligger fortsat på samme niveau som de øvrige kommuner. Stressniveauet ligger også på linje med resten af regionen, og vi adskiller os heller ikke her.
Flere sygdomme
Frederikshavn Kommune afviger fra gennemsnittet i Region Nordjylland på andelen af mennesker med fire eller flere sygdomme. Her har kommunen en signifikant større andel end resten af regionen. Kun én anden kommune i Nordjylland har en lignende udvikling.
Det kan få betydning for både forebyggelse og prioritering af indsatser på sundheds- og plejeområdet.
Alkohol og rygning
Forbrug af alkohol og rygning viser derimod en positiv udvikling. Begge områder falder i hele regionen, og kommunen følger den samme positive tendens.
Når det gælder fysisk aktivitet, ligger vi også på linje med de øvrige kommuner.
Koordineret indsats
Samlet set viser Sundhedsprofilen, at borgerne i kommunen på de fleste områder har samme sundhedsudfordringer som resten af Nordjylland.
Det eneste tydelige afvigende billede er antallet af borgere, der lever med flere sygdomme på én gang, og som derfor kan have behov for en mere kompleks og koordineret indsats.
Resultaterne vil indgå i det videre arbejde med at udvikle den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i kommunen.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Borgerne i Frederikshavn Kommune skiller sig ud et sted i sundhedsprofilen' til en bekendt