
Omdannelse af Søndergade til en signaturgade
8. april 2026 - kl. 15:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kommunens Center for Teknik og Miljø indstiller til Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser, at de afsatte 1 mio. kr. i budgettet for 2026 anvendes som kommunal medfinansiering i en målrettet fondsansøgningsstrategi for at omdanne Søndergade i Sæby til en såkaldt signaturgade.
Strategiplanen for Sæbys midtby peger på en omdannelse af Søndergade til en signaturgade. Søndergade udgør en væsentlig ankomstakse til bymidten. Med Budget 2026 er der er afsat 1 mio. kr. til at igangsætte arbejdet. Dette skal udvalget drøfte på dets næste møde den 15. april.
Den kommunale administration vurderer, at beløbet alene vil muliggøre en mindre indsats og ikke en helhedsorienteret omdannelse af gaden.
Administrationen anbefaler, at de afsatte midler anvendes som kommunal medfinansiering i en målrettet fondsansøgningsstrategi.
Flere statslige og private puljer arbejder aktuelt med støtte til revitalisering af danske bymidter, trafiksikkerhed og grønne, rekreative byrum, hvilket matcher projektets indhold og formål.
Binder centrale områder sammen
En signaturgade forstås som en strækning, der gennem sit udtryk, materialer og funktioner afspejler byens identitet og binder centrale områder sammen på en oplevelsesrig og velorienteret måde.
Formålet er, at Søndergade som én af midtbyens vigtigste forbindelser i højere grad skal afspejle Sæbys købstadskvaliteter og styrke sammenhængen mellem Torvet og handelsgaderne, kvarteret omkring Algade og forbindelsen mod havnen.
Erhvervslivet har peget på omdannelse
Sæby Handelsstandsforening og Sæby Erhvervsforening har peget på behovet for at omdanne gaden samlet for at sikre en stærkere identitet, et mere intuitivt trafikforløb og bedre orientering for besøgende ved ankomst til byen.
Disse foreninger vil blive inddraget fortløbende i den videre proces.
Styrke midtbyens helhed
Hvis udvalget beslutter, at midlerne skal anvendes til medfinansiering i en målrettet fondsansøgningsstrategi, vil den kommunale administration udarbejde projektbeskrivelse, visualiseringer og en samlet fondsstrategi.
Der vil blive indledt dialog med relevante fonde, og der indsendes ansøgninger i takt med, at ansøgningsvinduer åbner.
Projektering, udbud og myndighedsbehandling forventes gennemført i 2027. I 2028 gennemføres anlægsarbejdet, hvor der vil være løbende dialog med borgere og erhverv, og gaden tages i brug ved projektets afslutning.
Den kommunale administration vurderer samlet, at omdannelsen af Søndergade til en signaturgade vil styrke midtbyens helhed, øge tilgængeligheden, forbedre trafikale forhold og understøtte bylivet og handelsmulighederne
Tekst: Per Rye
6 kommentarer til “Omdannelse af Søndergade til en signaturgade” under annoncerne.




For nogle få år siden ændrede man parkeringsforholdene i Søndergade. 2 nye pladser på vestsiden og reduktion på østsiden med spærreflader, hvor der ikke må parkeres.
Forholdene før ændringerne var alt for farlige med meget ringe oversigt ved fodgængerovergangen.
Men ændringerne respekteres ikke. Der parkeres meget ofte ulovligt. Myndighederne griber tilsyneladende ikke ind.
Afprøv de nuværende forhold, hvor der skrides ind overfor ulovlig parkering.
Det er helt rigtigt! Der holder som regel altid biler ulovligt parkeret på spærrefladerne! Trafiksikkerheden har ikke ændret sig væsentlig bedre end tidligere, og ikke mindst for de gående på fortovet! Vi er faktisk de mest udsatte🤔
endnu en grund til ikke at støtte sæbys handelsliv når parkering og adkomstveje gøres umulig og omdannes til gågader brug den million på flere parkeringsmuligheder der den vist givet bedre ud
Det er meget svært for os gangbesværede at få en parkeringsplads nede ved apoteket og komme ud og ind fra parkeringspladserne. Af samme er jeg begyndt at købe min medicin i Dronninglund, hvor jeg kommer en gang om ugen. Her er der utroligt nemt at parkere udenfor apoteket, men jeg ville jo helst støtte min egen by. Algade er i forvejen lukket om sommeren for biler og jeg må købe min is andre steder, hvor jeg kan komme til at holde. Ikke engang den lille kiosk ved Søbadet kan man holde ved, så den kan jeg heller ikke støtte.
På en måde er det dejligt med gågade og fortorvsservering om sommeren, men vi er altså en gruppe mennesker der også gerne vil nyde det og være med til at bidrage til byens økonomi.
enig det apotek i sæby burde være flyttet for mange år siden til en placering med parkerings muligheder
Jeg synes nu det er en god idé, det virker til at trafiksikkerheden på det stykke af søndergade højnes. folk kører simpelthen for stærkt på den strækning til fare for cyklister og fodgøngere. ja det er meget uhensigtsmæssigt at apoteket ligger hvor det gør ift. p-pladser. jeg håber at signaturgaden medvirker til en mere sammenhængende by – især ift turister