Påsken i Sæby byder på aktiviteter for hele familien
20. marts 2026 - kl. 10:29 - af Jeanette Wildenhoft
Sæby Handel har for alvor lagt sig i selen og sammensat et spændende – og stjernespækket – påskeaktivitetsprogram med et væld af aktiviteter for hele familien.
Nedenfor kan du se en oversigt over påskens mange underholdende aktiviteter i Sæby:
Kan du finde påskekaninen?
I påsken gemmer der sig noget helt særligt i byen – og der er brug for skarpe øjne og nysgerrige sjæle til at finde det.
Torsdag den 2. og fredag den 3. april kl. 10.00 – 14.00 har påskekaninen besluttet sig for at tage på eventyr rundt i byen – men den elsker at gemme sig.
Hver dag gemmer kaninen sig ét sted i byen – typisk i en butik eller på et sted i midtbyen.
På Sæby Handels Instagram- og Facebook-side kan du finde dagens hints og her ud fra gætte dig frem til, hvor kaninen mon har gemt sig på dagen.
Hvis du er den, der finder kaninen i en af de deltagende butikker eller steder, får du en gave sponsoreret af netop det sted, hvor kaninen gemmer sig.
Så hold øje, tænk kreativt og vær klar til at gå på opdagelse i byen.
Kreativ dag for børn
Kom og vær med til en hyggelig og kreativ dag for børn hos Bakman Design fredag den 3. april kl. 11.00 – 14.00.
I butikken på Sæby Torv kan du denne dag udfolde dine kreative evner og lave papirklip og scrapbøger, male fortrykte lærreder og små punge og en masse andet kreativt håndarbejde.
Prisen er 35 kr. pr. barn og alle materialer er inkluderet i prisen.
Bakman Design glæder sig til at se en masse kreative børn og deres forældre, til nogle hyggelige timer i butikken.
Niels Einar – Træskulpturer med motorsav
Torsdag den 2. og fredag den 3. april kl. 9.00 – 14.00 kan du opleve den talentfulde kunster Niels Einar omdanne en træstamme til en smuk version af den ikoniske skulptur, Fruen Fra Havet.
Trækunstneren Niels Einar skaber fantasifulde træskulpturer med motorsav og hans værker findes især i Østjylland langs veje, i haver, institutioner og det offentlige rum såvel som i udlandet.
De fleste skulpturer er bestillingsarbejde og hver har de sin egen historie, der er knyttet til kunden, stedet eller træet.
Niels Einars arbejde er hurtigt, fysisk og intuitivt med store snit, høj risiko og stor tilfredsstillelse, når skulpturen lykkedes.
Træstammen, som omdannes til en kopi af den ikoniske figur “Fruen Fra Havet”, er fældet i Sæbygård Skov og derved venligt doneret af Nordjyske Bank. Træet, hvorfra stammen kommer, var i risiko for at vælte ned over Jernkilden og måtte derfor fældes.
Den norske kunstner Marit Benthe Norheim, som har lavet den originale “Fruen Fra Havet”, som står på Sæby Havn og tager imod havnens besøgende, har givet sin accept til udarbejdelse af kopien af figuren.
Bluey Bingo-show
Lørdag den 4. april kl. 11.00 – 11.30 gæster karaktererne fra den populære australske animationsserie, Bluey, Sæby Torv.
Bluey er en 6 år gammel australsk kvæghund, som bor sammen med sin lillesøster Bingo og deres mor og far.
Både Bluey og Bingo har en meget livlig fantasi, og begge piger er meget glade for at finde på deres egne spil og lege – og ikke mindst, at finde deres egne måder at lege dem på.
I showet møder du for første gang pigerne live, og du inviteres indenfor i Blueys verden, hvor hun og hendes lillesøster Bingo, leger deres yndlingslege, såsom ”Efteraber”, ”Holde oppe” og ”Stopdans”.
Udover at finde på og lege sjove lege, er begge piger også meget glade for narrestreger, så både du og showets værter, må holde godt øje med pigerne, så de ikke laver alt for meget ballade.
Det underholdende show har masser af humor og charme, og selvfølgelig en masse musik, dans og leg.
Efter showet er der meet & greet fra kl. 12.00 – 12.30, hvor du har mulighed for at hilse på Bluey og Bingo – og eventuelt tage et billede med dem begge.
Sæt kryds i kalenderen og kig forbi Sæby midtby i påskedagene. Byens butikker bugner af smukke forårsvarer og servicen er som altid i top.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Påsken i Sæby byder på aktiviteter for hele familien' til en bekendt