To lokale politikere med håb og tro på et bedre sundhedsvæsen
15. marts 2026 - kl. 4:33 - af Jeanette Wildenhoft
Kræftens Bekæmpelses lokalforening havde inviteret Mette Hardam fra Venstre og Kirsten Morild fra Socialdemokratiet til en debat om det nye, nære sundhedsvæsen.
Begge sidder i sundhedsråd Vendsyssel – Mette Hardam som repræsentant for Frederikshavn kommune og Kirsten Morild for regionen.
Kirsten Morild betegnede det nye sundhedsråd som en Bermudatrekant, med region, kommuner og de praktiserende læger som aktører. Mens Mette Hardam betegnede sundhedsrådet som et sammenskudsgilde, hvor regionen var vært og gæsterne var kommunerne og sammen skulle dele retterne.
Sundhedsrådets opgave er groft skitseret, at sørge for at borgerne og patienterne ikke falder imellem to stole.
2026 er et indkøringsår, hvor opgaver skal defineres og flyttes fra den ene sektor til den anden, økonomien skal på plads, nye arbejdsgange skal læres, inden det hele skal køre fra 2027. Men selv om der var meget nyt at lære, meget arbejde og læsestof, så var begge politikere yderst håbefulde og fuld af lovord om samarbejdet og helt overbeviste om, at det nok skal lykkes at få tandhjulet til at køre og vi alle på sigt får et nært og godt sundhedsvæsen.
For kræftpatienterne er der i kræftplan 5. udmøntet penge til senfølger og palliation. Noget, som Kræftens Bekæmpelse vil holde øje med, hvordan de forvaltes både i kommunen og regionen.
Efterfølgende holdt Kræftens Bekæmpelse den årlige generalforsamling, hvor formand Fie Mølholt aflagde beretning. Året har budt på mange opgaver og kræftpolitiske møder, dels med lokale politikere, men også mange møder regionalt og i hovedbestyrelsen, hvor lokalforeningen er repræsenteret.
Lokalforeningen afholdt landsindsamling, hvor der blev indsamlet 436.887 kr. i Frederikshavn kommune. Naturvandring i Sæby med Bo Storm i maj måned, solkampagne i børnehaver og Skagen børnefestival juli. Til Stafet For Livet i august var Kræftens Bekæmpelse repræsenteret med oplysning om tarmkræft, sol, røg og nikotinfri fremtid samt senfølger. Lyserød lørdag i uge 40 blev en stor succes med inddragelse af byens forretninger i Frederikshavn – godt hjulpet på vej af Handelsstandsforeningen. Det gentages i år igen.
Derudover har lokalforeningen et Quigong/mindfulness hold for kræftramte samt lokalforeningen står for cafeerne for kræftramte i kommunens rehabiliteringscentre.
Fie Mølholt sluttede af med at takke alle, der støtter op om Frederikshavn lokalforening, det er ikke en selvfølge, men det gør, at lokalforeningen kan gøre en forskel for mange mennesker.
Næste år byder igen på mange aktiviteter, og lokalforeningen er som patientforening, klar til at være der, hvor foreningen kan tale kræftpatienternes sag – både lokalt og regionalt.
Efterfølgende valgtes en ny bestyrelse. Fie Mølholt formand, Elin Jakobsen næstformand., Lene Holmberg sekretær, Finn Hjortholm kasserer, Jens Erik Sørensen menigt medlem. Som suppleanter valgtes Anita Sørensen og Bodil Falk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'To lokale politikere med håb og tro på et bedre sundhedsvæsen' til en bekendt