Foto: Sæby Avis
300 billetter til modeshow hos Brunø revet væk
6. marts 2026 - kl. 15:06 - af Jeanette Wildenhoft
Interessen var overvældende, da 300 billetter til Brunøs populære Ladies Night modeshow, mandag den 23. februar blev sat til salg.
Inden tøjbutikkens åbning stod kunder allerede i kø ude foran butikken, og kort efter klokken havde passeret 9 begyndte telefonen allerede at kime .
100 ekstra billetter
På kort tid var alle billetter revet væk – dette på trods af, at der denne gang er tilføjet et ekstra modeshow og der derfor blev sat 100 ekstra billetter til salg.
Normalt afholder Brunø to modeshows fordelt over to aftener, men grundet stor efterspørgsel har butikken denne gang besluttet at tilføje et ekstra modeshow – en beslutning, som har vist sig at være den helt rette.
Aften fyldt med inspiration, mode og hygge
Interessen for Brunøs Ladies Night modeshows er altid stor, og kvinder fra nær og fjern tager glædeligt turen til Sæby for at tilbringe en hyggelig aften i selskab med veninder, søster, datter m.m.. Ifølge Helle Brunø er disse modeshows en oplagt mulighed for kvinderne, for at have en veninde- eller mor-/datteraften, hvor der er tid til shopping, hygge og lækker mad.
Modeller i alle aldre
Modellerne, som fremviser forårets mode, har alle deltaget i mange af Brunøs modeshows, og de repræsenterer kvinder i alle aldre – og i alle størrelser. Noget, som for indehaverparret Tim og Helle Brunø er meget vigtigt, så kunderne kan se butikkens tøj på relaterbare modeller.
Samarbejde mellem byens butikker
De tre modeshows afholdes kl. 18.30 den 20. , 21. og 22. april, og på aftenen vil der blive serveret lækker tapas fra Ostefruen samt snacks, vin og vand.
Vanen tro deltager Thiele alle tre aftener, hvor de fremviser de sidste nye tendenser indenfor brillemoden, og det er muligt på aftenen at prøve de briller, der er blevet fremvist til modeshowet. Der er derfor rig mulighed for de deltagende kvinder at blive inspireret til forårets mode indenfor tøj, sko, briller og tilbehør – og selvfølgelig at gøre en god handel.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '300 billetter til modeshow hos Brunø revet væk' til en bekendt