Foto: Sæby Kirke
Julens fest for håb, lys og fred
7. december 2025 - kl. 6:13 - af Jeanette Wildenhoft
Julen og dens lys kommer til os i den mørke tid. Julelysene tændes for at fejre julens glade budskab Vi fejrer julen med julelys og mad og kager. Vi fejrer julen med samvær. Vi oplever glæden ved at give – og glæden ved at modtage. Men julen er mere og andet end al den hurlumhej.
Vi fejrer julen i kirken med julens budskab om det lille barn i krybben. Vi får med det barn skænket håbet, glæden og freden fra oven, fra himlen. Vi får skænket den store omfattende kærlighed fra Gud, der sendte sin lille søn til os mennesker. Det er så mange positive ting på en gang, at det kan være svært at rumme. Svært at fatte. Julens glæde og gave er så kæmpestor. Den er givet med og til kærlighed.
Derfor er julens centrale budskab, at Guds hjerte og kærlighed fletter sig ind i vores verden, og giver os himlens kærlighed, så vi tør leve, tør vove vores liv til kærligheden, til hinanden, til dem, vi elsker og til dem, vi ikke elsker, men som vi dog vil tage os af – vi får styrke til det i julens glæde. Glæde og kærlighed bliver jo kun større af at blive delt. Julen handler om, at vi i tillid tør åbne vores hjerter for julens budskab og for Ham, som julefejringen har sit udgangspunkt i.
Kærligheden og næstekærligheden er julens centrale bud – som gælder for alle mennesker til evig tid. Det er meningen.
Det er med det budskab Sæby Sogns Menighedsråd inviterer alle i kirke til advent og til jul. Og med samme store glæde ønsker Rigtig Glædelig Jul.
Velkommen til Julekirke i Sæby
Sæby Kirke byder indenfor i den meget smukt pyntede julekirke til rigtig mange gudstjenester, koncerter og andre arrangementer i anledning af advent og jul. Eller bare til at kigge ind og se den inspirerende og flotte julepyntning.
Advent er glæde, forberedelse og forventning. Det fortælles hver søndag i december kl. 10 til gudstjenesten i Sæby Kirke. Her fortælles om tiden op til Jesu fødsel og vi synger de gode advents- og julesalmer. Første søndag i advent er desuden en speciel festdag, der markerer begyndelsen på et nyt kirkeår. Den 4. søndag i advent den 21. december synges julen ind med masser af sang til gudstjenesten. Efter hver gudstjeneste er der kirkekaffe.
I Sæby Kirke holdes flere jule-koncerter:
Den dygtige sangerinde Ann-Mette Elten kommer den 3.12 kl. 19.30. Det er Lions Club Sæby, der står for dette flotte arrangement, hvor sangerinden vil synge julestemningen ind i publikum. Hun akkompagneres af guitarist Niels Kirkegaard.
Sæbygarden holder deres traditionelle Julesangskoncert søndag den 14. december kl. 19. Her er der musik, sang og fællessang. En festlig aften.
Anne Linnet holder hele 2 koncerter den 19. december. Det foregår både kl. 17 og 20. Det er SINDS lokale afdeling, der arrangerer denne koncert. Hele overskuddet fra koncerten går ubeskåret til SINDs arbejde i lokalområdet. Så alle opfordres til at møde op og støtte dette arrangement.
Der er også andre arrangementer:
Børn og unge kommer i stort tal i kirken i juletiden. Både vuggestuer og skolernes mindste elever deltager i specielle til Morgensamlinger i Sæby Kirke. Flere klasser deltager i arrangementet Jul i din kirke, hvor eleverne synger kendte julesange og deltager i et opgaveløb. Og for både skoler og børn i dagpleje holdes flere julegudstjenester i december.
Den 11. december kl. 10.30 holdes julegudstjeneste for udviklingshæmmede. Det er en gudstjeneste med julestemning tilrettelagt specielt for denne gruppe – alle er velkomne til denne gode julehyggestund.
Samme aften den 11. december er der jule-meditation i kirken kl. 20. Her er temaet åbne hjerter – om at åbne sit hjerte for både Gud og for andre mennesker.
Den 20. december kommer kirken til byen og holder Jul på Torvet kl. 11. Sognepræst Keld Skovgård vil fortælle om julens budskab og der er fællessang med nogle af de gode kendte salmer.
Juleaften den 24. december er der hele 4 julegudstjenester i Sæby Kirke.
Kl. 10 gælder det julegudstjeneste for børn og barnlige sjæle. Her medvirker Sæby Kirkes Ungdomskor og Peter Jessen vil fortælle om julen.
Kl. 13, kl. 14.30 og kl. 16 er der julegudstjenester i Sæby Kirke, hvor juleevangeliet bliver læst, koret synger og flere af julens kendte sange synges som fælles sang.
Der er gudstjenester kl. 10 Juledag den 25., 2. Juledag den 26., Julesøndag den 28. december, Nytårsdag den 1.1 og Hellig Trekongers søndag den 4.1
Torsdag den 31.12 er der Nytårsaftens højtidelighed i kirken kl. 15.30, hvor der ønskes Godt Nytår.
Mandag den 5. januar kl. 19 synges julen ud. Her er endnu en mulighed for at synge de dejlige julesange og høre om jul og Hellig Trekonger – fortalt af Mads Callesen. Så er julen til ende
Juletiden er glædens højtid og en aktiv tid i Sæby Kirke.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julens fest for håb, lys og fred' til en bekendt