
Sæby Rotary klub arrangerer igen i år et julegave-ønsketræ
6. december 2025 - kl. 15:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er ikke alle familier, der har råd til at opfylde deres børns juleønsker, selvom de er beskedne.
Det gælder også familier i Gl. Sæby Kommune. Derfor opstiller Rotary igen i år et julegave-ønsketræ, og det står i indgangen hos SuperBrugsen.
Julegaver spreder glæde – særligt hos børn. Men for nogle børn er det ikke en selvfølge at få gaver juleaften.
Sæby Rotary Klub har samlet ind til, at der er et stort antal børn, der kan få en julegave juleaften. Der er fremstillet ”Fruen fra havet” kugler med numre, som hver repræsenterer et julegaveønske fra et barn eller en familie, hvor en julegave kan skabe særlig glæde.
Hvis man bor i Gl. Sæby Kommune og som familie har julegaveønsker til cirka 350kr. til et eller flere børn på under 17 år, så kan man finde træet i SuperBrugsen fra den 6. til den 18. december i butikkens åbningstid. Der ta’r man en ”Fruen fra Havet” kugle fra juletræet, udfylder en ønskeseddel og lægger ønskeseddel og ”Fruen fra Havet” i en plastiklomme og putter den i Rotarys postkasse. Man kan også hente en ønskeseddel og en ”Fruen fra havet” fra juletræet og lægge den i postkassen hos Revisionsfirmaet Peter Berg, Stygge Krumpens Vej 6, 9300 Sæby.
Sæby Rotary Klub vil herefter indkøbe gaverne, og de kan afhentes mandag den 22. december hos Revisionsfirmaet Peter Berg, Stygge Krumpens Vej 6. Så pakkerne er klar til at lægge under juletræet. GDPR er overholdt, og gaven er anonym. Gaven er fra forældrene og ikke fra Sæby Rotary Klub.
Har du lyst til at bidrage med et beløb til støtte til julegaveprojektet, så endnu flere børn kan få en julegave, så kan du indbetale beløbet på mobil Pay 13557 mærket ”julegave” eller aflevere det i en kuvert i Rotarys postkasse i SuperBrugsen.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Rotary klub arrangerer igen i år et julegave-ønsketræ' til en bekendt