The Powls
Open By Night og International Musikfest trak fulde huse
30. juni 2025 - kl. 11:04 - af Jeanette Wildenhoft
Weekenden i Sæby har budt på en skøn kombination af musik og festsstemning.
Fredag blev sommerens første Open By Night afholdt, og samme dag blev årets Internationale Musikfest skudt i gang – og der var dermed lagt op til en fredag og weekend fyldt med musik og glade feststemte mennesker.
Allerede fra morgenstunden fredag var der en forventningsfuld summen af mennesker i midtbyen.
I byens butikker var der gang i handlerne, mens der i Lanternens gård samt på parkeringspladsen ved Musikhuset og Brugsen blev gjort klar til dagens – og weekendens – mange aktiviteter.
Da dagen nåede middagstid var siddepladserne på Torvet allerede besatte, og det tegnede til at blive en festlig dag med mange mennesker i byens butikker, spisesteder og på Torvet.
Da bandet The Powls kl. 19.30 gik på scenen, steg stemningen til nye højder. Med en kombination af jokes og covernumre, sørgede bandet for at underholde de mange mennesker, som havde taget plads på Sæby Torv. Der blev sunget med og grint, og bandet, som var iklædt farvestrålende kostumer, underholdte mellem musiknumrene med sjove anekdoter og jokes.
Udover musikken på Torvet, var der fest og høj stemning i Lanternens Gård, hvor der blev leveret musikalsk underholdning fra bandet Stjernestøv. På parkeringspladsen ved Musikhuset var der ligeledes musik i anledningen af International Musikfest, og ved SuperBrugsen var der fra kl. 15.00 til 19.30 grillfest med musik.
Kl. 22.00 kunne byens butikker tilfredse – og trætte – se tilbage på en vellykket og velbesøgt Open By Night, og arrangørerne af Internationale Musikfest, Musikkorps Sæby, kunne se frem til endnu to dage med musik og højt humør i Sæby.
Lørdag og søndag fortsatte International Musikfest, og flere steder i byens kunne byens borgere og besøgende nyde koncerter fra i alt 750 musikere fra 5 lande. Lørdag aften var der derudover stor fest i Sæby Spektrum.
Søndag eftermiddag blev Musikfesten flyttet til Sæby Havn, hvor de sidste koncerter skulle spilles. Desværre var vejrguderne ikke i det muntre hjørne, og grundet voldsom blæst måtte de sidste koncerter aflyses af sikkerhedsmæssige årsager. På trods af den lidt triste afslutning, ser Musikkorps Sæby tilbage på en meget vellykket Musikfest fyldt med glade deltagere og besøgende.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Open By Night og International Musikfest trak fulde huse' til en bekendt