
Hyggeligt hus nær skov og strand i naturskønne Lyngså
16. juni 2025 - kl. 1:00 - af Jeanette Wildenhoft
Nybolig Sæby – Drømmer I om et fristed tæt på naturen og en af østkystens bedste badestrande?
I den charmerende landsby Lyngså, finder I dette skønne hus, hvor I kan nyde roen, den smukke natur og en hverdag i afslappende omgivelser.
Stranden ligger blot en kort afstand væk, perfekt til både svømmeture og gåture langs vandkanten, hvor I kan samle skaller eller måske finde et stykke rav.
Byen byder på gode faciliteter som en legeplads med svævebane, rutsjebane og gynger – og her kan frokosten nydes i madpakkehytten. Bliver dagen lang, kan I tage en lur i de opstillede shelters. Derudover er der petanquebane, fodboldbaner, lokalhistorisk forening og kulturhus – alt sammen omgivet af skønne naturomgivelser med skov og strand, som gør området oplagt til afslapning og friluftsliv.
Huset er indrettet på ét plan, hvilket gør det let og bekvemt at opholde sig i, uanset om I er her i en hel sommer eller hele året. De store vinduespartier sikrer et dejligt lysindfald, og de 149 kvadratmeter er udnyttet optimalt, så der er god plads til familien og til at have gæster på besøg.
Når I ankommer, kan bilen parkeres i den rummelige carport, hvorfra I tørskoet kan gå direkte ind i huset. Her mødes I af et praktisk bryggers med klinkegulv, vaskemaskine og plads til overtøj og sko – ideelt til de dage, hvor I har været på stranden eller en tur i skoven.
Husets hjerte er det lyse og rummelige køkken/alrum, som blev moderniseret i 2014/15. Her er der god plads til madlavning og hyggelige middage. Træpilleovnen bidrager til en behagelig temperatur i huset og spreder en hyggelig stemning, når efterårs- og vintermånederne melder sig.
Fra alrummet er der adgang til to værelser samt et tredje værelse, der i øjeblikket anvendes som spisestue. Forældreafdelingen rummer et soveværelse med skabsplads og direkte adgang til et badeværelse med rummelig bruseniche, håndklædetørrer og gulvvarme. Det andet badeværelse, som børn eller gæster kan benytte, ligger i forbindelse med forgangen, som i øvrigt benyttes til depotrum. I husets store stue er der plads til både spisebord og sofagruppe, og de brede vinduespartier skaber en skøn forbindelse til haven og terrassen. Døren ud fra køkken/alrummet til terrassen er det oplagte sted at nyde en kop kaffe, grille og samles med familie og venner på lune sommeraftener. Den uforstyrrede beliggenhed gør det let at koble af og nyde naturen.
Carporten på 51 m² har et praktisk udhus for enden, hvor der er plads til cykler, værktøj og opbevaring af strandudstyr.
Dette hus er både ideelt som helårshus og som fritidshus – her får I en skøn kombination af komfort, natur og fredelige omgivelser, perfekt til weekendophold og længere ferier. På Møllevej bliver I en del af et hyggeligt og velfungerende lokalsamfund med et godt naboskab og skønne naturomgivelser lige udenfor døren.
Bemærk; Huset kan fungere som både helårs- og fritidsbolig.
Se boligen her: https://www.nybolig.dk/villa/9300/moellevej/n105085/s930084
Villa
Pris: 495.000
Boligareal: 149 m²
Stue/Værelser: 1/4
Bygget/Ombygget: 1974
Grundstørrelse: 948 m²
Energimærke: F
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hyggeligt hus nær skov og strand i naturskønne Lyngså' til en bekendt