
Midlertidig lukning af sydlig indsejling til Sæby Havn
12. maj 2025 - kl. 7:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Havn har oplevet store mængder sand i havnebassinet som en følgevirkning af havneudvidelsen i maj 2022, hvor der blev skabt en sydlig indsejling til det indre havnebassin for robåde, kajakker, SUP-boards samt små motorjoller.
Efter havneudvidelsen er der konstateret en stor sedimenttransport (aflejring af sand) gennem denne sydlige indsejling. Det betyder tilsanding af det indre havnebassin og indsejlingen. Dette medfører årlige udgifter på anslået ca. 500.000 kr. til fjernelse af sand.
Kommunens Tekniske Udvalg besluttede den 8. oktober 2024 at iværksætte en prøvehandling, som indebærer en midlertidig lukning af den sydlige indsejling på Sæby Havn.
Den kommunale administration har på baggrund af en ansøgning og dialog med Kystdirektoratet modtaget tilladelse til den midlertidige lukning den 7. maj 2025. Teknisk Udvalg tager derfor problemet op til drøftelse og orientering på udvalgets næste møde den 13. maj.
Tidsbegrænset tilladelse
Tilladelsen er tidsbegrænset, idet der er søgt om en forsøgsperiode på 24 måneder. Anlægget skal derfor være fjernet umiddelbart 2 år efter, det er etableret. Tilladelsen er gældende fra den 7. maj 2025 og 5 år frem. De 24 måneders prøveperiode starter fra igangsættelse af forsøgsperioden.
Da tilsandingen først sker i september/oktober, vil Sæby Havn først igangsætte prøveperioden fra 1. oktober 2025, da effekten af lukningen ikke kan vurderes før dette tidspunkt.
Der nedsænkes betonklodser i målene 1x1x1m, som lukker for indsejlingen og derved begrænser sedimenttransporten.
Ca. 1 april 2026 fjernes en del af klodserne, så der er en indsejling på ca. 3 m. Dette giver mulighed for havnens brugere for at anvende indsejlingen, indtil den igen lukkes helt fra ca. 1. oktober 2026 og frem til ca. 1. april 2027, hvor der igen åbnes med en indsejling på ca. 3 m. Prøveperioden udløber oktober 2027.
Der foretages i prøveperioden løbende pejlinger og vurderinger af vandkvalitet, herunder om der er udskiftning af vand foran indsejlingen og inde i havnen for at vurdere effekten, som efterfølgende kan danne grundlag for valg og projektering af permanent løsning.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Midlertidig lukning af sydlig indsejling til Sæby Havn' til en bekendt