
Arkivfoto
Det er Sæby, der byder velkommen til det nordlige Danmark
18. april 2025 - kl. 1:14 - af Jeanette Wildenhoft
Toppen Af Danmarks turistdirektør, Nicolai J Nissen, har sat lidt ord på alt det, Sæby har at byde på – både for de lokale og de mange turister, som hvert år vælger at holde deres ferie i den lille hyggelige by ved havet:
Med et rigt forenings- og kulturliv samt en vilje til at rejse sig efter modgang er Sæby selve symbolet på Nordjylland.
Med 8.500 indbyggere og 500-års fødselsdag bag sig er Sæby et lokalsamfund helt i egen ret. Købstaden findes i smørhullet i Vendsyssel med motorvejen lige til døren, og med en stemning og atmosfære, der ikke findes mange andre steder.
De gamle huse og gaderne understreger Sæbys tradition som handelsby og en af Danmarks gamle købstæder. Det var hertil, egnens folk drog for at gøre handel, og det er i Sæby, at digtere som Herman Bang, Gustav Wied og norske Henrik Ibsen har fundet ro til at skrive nogle af deres berømte værker.
Det skete i Clasens gård og på Clasens hotel i Algade, og stedet blev for mere end 100 år siden centrum for kunstneriske udfoldelser sommeren lang, og det kan med fuld ret anføres, at Sæby spillede samme rolle for en lang række digtere, forfattere og dramatikere.
Op gennem det 20. århundrede voksede Sæby, og det skyldtes ikke mindst byens evne til at tiltrække industrien. Selvfølgelig den del af fremstillingsvirksomheden, som var – og er – knyttet til fiskeriet og landbruget.
Alt dette medvirkede til, at Sæbys foreningsliv i årtier har været stærkt; familierne bakkede op om de forskellige fællesskaber både indenfor sporten, fritids- og kulturlivet. Og den tradition var med til at sikre, at i Sæby talte man måske ikke så meget om tingene – men det, der skulle gøres, blev gjort ved fælles hjælp.
Det er også den tradition, der udmønter sig i, at der i dag er 75 registrerede foreninger i Sæby. Det må næsten være en slags rekord, set i lyset af hvor mange beboere, der er i Sæby.
Byen har de senere år oplevet tilflytning, og byen vokser lige så stille. Sæby summer af virketrang, og det skal også til, når en række af de velkendte institutioner lukker? I Sæby rykker man tættere sammen, og bakker hinanden op, når kreativitet og skabertrang udfoldes på tværs af foreninger og erhvervsdrivende.
Hvad er svaret på, at slagteriet lukker, og de enorme bygninger på Wenbovej står tomme?
Det er, at så opstår en forening, der går i gang med at etablere en musikfestival. Den første udgave så dagens lys i slutningen af august sidste år, og anden udgave er allerede i støbeskeen til 2025.
Som én af arrangørerne, Nana Hyllested, udtalte til TV2 Nord før den første koncert på Danish Crown-området:
”Der skal ske noget, og der skal ske noget nyt. Det der med at være bange for ting, kan vi måske godt være, men vi er ikke bange for at gøre det alligevel. Vi er sammen om det, og vi har også en tro på, at byen vil være med.”
Byens foreninger har f.eks. også skabt grundlag for den nye ”Sæby uge”, der i år afprøves for første gang, og som skal blive en tilbagevendende årlig begivenhed. Ligesom byens handlende har gode oplevelser på programmet igennem hele året.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det er Sæby, der byder velkommen til det nordlige Danmark' til en bekendt