
SF vil sænke underskriftskravet til borgerforslag
26. januar 2025 - kl. 9:38 - af Michael Egelund
SF foreslår nu, at underskriftskravet for borgerforslag fremsat i byrådet reduceres til 250.
Det har hidtil krævet 1126 underskrifter – svarende til værdien af et mandat – at få et forslag på dagsordenen.
Christina Lykke og Soraya Khan fra SF siger:
– Det nuværende krav er en barriere for mange. Vi påpegede det allerede den gang, forslaget blev førstebehandlet, men kunne ikke på daværende tidspunkt vinde gehør for synspunktet. Nu viser erfaringerne, at tallet på de 1126 blev sat alt for højt. Gode ideer fra borgerne til, hvordan Frederikshavn kan blive en endnu bedre kommune at bo i, kommer ikke til behandling, fordi det er ikke alle, der nødvendigvis har et så stort netværk, som kræves for at stillet et borgerforslag. Det handler om at finde balancen, så barren ikke bliver sat hverken for højt eller for lavt. Et borgerforslag skal have relevans for så mange borgere som muligt. Derfor skal der en vis opbakning til, men vi må nu indse, at de 1126 underskrifter var sat alt for højt. Det har simpelthen været for svært at komme videre med et borgerforslag, og det har jo aldrig været meningen. Vi tror, de fleste partier i Byrådet gerne vil have indspark fra borgerne.
SF forventer, at ved at sænke kravet får flere mulighed for at deltage i den politiske beslutningsproces, og at der dermed bliver skabt en mere inkluderende og demokratisk kommune.
Christina Lykke og Soraya Khan
SF Frederikshavn
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'SF vil sænke underskriftskravet til borgerforslag' til en bekendt