
Ransagningsaktion på flere jyske adresser
15. januar 2025 - kl. 14:22 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nordjyllands Politi har tidligere i dag, onsdag den 15. januar 2025, foretaget ransagning på 10 forskellige lokaliteter rundt omkring i Jylland – heraf er 5 af ransagningerne foretaget i Nordjylland, mens de øvrige ransagninger er sket på adresser i henholdsvis Østjylland samt Midt- og Vestjylland. Ransagningsaktionen er sket i et tæt samarbejde med Skattestyrelsen, NSK, Østjyllands Politi samt Midt- og Vestjyllands Politi.
Efterforskningsleder, vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi, oplyser, at baggrunden for ransagningerne er en henvendelse fra Skattestyrelsen omkring en mistanke vedrørende momssvig og skatteunddragelse i en større nordjysk virksomhed.
Formålet med myndighedernes ransagning er at fremskaffe materiale, der danner det nærmere grundlag for det videre efterforskningsarbejde samt beviser i sagen.
” I forbindelse med vores ransagningsaktion blev en 54-årig mand kortvarigt anholdt, sigtet og afhørt til sagen, men den pågældende er nu blevet løsladt igen,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der tilføjer, at andre antrufne personer under aktionen er blevet afhørt, fordi politiet skal afklare deres nærmere rolle i sagen.
Den videre efterforskning og undersøgelse foretages i et tæt samarbejde med Skattestyrelsen.
Af hensynet til at beskytte det igangværende efterforskningsarbejde og den almindelige tavshedspligt kan politikredsen ikke udtale sig yderligere om sagen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ransagningsaktion på flere jyske adresser' til en bekendt