Foto: Henrik Christensen
Sæbymureren udsat for systematisk tyveri og chikane
3. december 2024 - kl. 11:17 - af Jeanette Wildenhoft
Sæbymureren har det sidste år udført omfattende entreprenørarbejde for Sæby Varmeværk, ved den snart færdigopførte Baptistkirke og nu ved Lidl.
I forbindelse med vejarbejdet er der opsat midlertidig skiltning, afspærring og lysregulering, som er leveret og opsat af Sæbymureren.
Systematisk tyveri
Igennem det sidste år har netop skiltningen dog voldt Sæbymurerens ejer, Christian Christensen, en del hovedbrud og tiltagende frustrationer.
Hvad der indledningsvis virkede som uskyldige drengestreger, er nu gået hen og blevet betydelig mere omfattende og mindre uskyldigt for den nordjyske erhvervsmand. Ukendte gerningsmænd er nemlig gået målrettet efter at stjæle skilte med Sæbymurerens navn på.
I skrivende stund er mere end 25 skilte blevet fjernet ved Baptistkirken og Lidl. Skilte, som ikke kan afmonteres uden brug af værktøj.
Tyveriet af skiltene er i Christian Christensens øjne målrettet hans virksomhed, da skilte uden hans firmanavn ikke ser ud til at blive fjernet. Derfor føler Christian, at det tilbagevendende og systematiske tyveri er chikane og gjort for at genere netop hans virksomhed.
Trafiksikkerheden kan rammes
Christian Christensen fortæller, at han ikke alene er frustreret over tyveriet, men også bekymret over den konsekvens, fjernelse af skiltningen kan have for træfsikkerheden. Skiltene ser ud til at blive fjernet i de tidlige morgentimer, hvor der endnu er mørkt, og hvor skiltningen er yderst vigtig for at lede trafikken sikkert forbi vejarbejdet. Når skilte bliver fjernet, kan der nemt opstå farlige situationer og risiko for at biler kører i hullerne i vejen eller ind i hinanden. Derfor har Christian Christensen et stort ønske om at gerningsmanden eller –mændene findes hurtigst muligt.
Dusør på 10.000 kr.
Sæbymureren har allerede anmeldt tyverierne til Nordjyllands Politi. Men i et forsøg på at sætte en stopper for chikanen og tyverierne, udlover Christian Christensen nu selv en dusør på 10.000 kr. til den, som kan komme med oplysninger, som kan føre til anmeldelse og, vigtigst af alt, sætte en stopper for tyverierne.
Har du oplysninger, som kan føre til en anmeldelse, kan du kontakte Christian Christensen, Sæbymureren på tlf. 98 46 23 00.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæbymureren udsat for systematisk tyveri og chikane' til en bekendt